Superliga

OB fyrer Arek Onyszko

OB har fyret Arek Onyszko, der i dag blev idømt tre måneders fængsel, heraf en måned ubetinget, for vold mod sin tidligere hustru.

- Samarbejdet mellem Odense Boldklub og Arek Onyszko ophører.

Sådan lød overskriften på den pressemeddelelse, der 20.25 onsdag aften annoncerede fyringen af Arek Onyszko i OB.

Onyszko blev onsdag eftermiddag ved firetiden i byretten i Odense dømt for vold og trusler mod sin tidligere hustru, og det tog altså kun få timer, før OB-ledelsen efter konsultation med klubbens advokater sagde farvel til den polske målmand.

- Odense Boldklub har under hele forløbet haft den holdning, at vi tager afstand fra vold, og vi har samtidig holdt fast i, at Arek Onyszko har været uskyldig, indtil det modsatte blev bevist. Nu har retten talt og fundet Arek skyldig og idømt ham fængselsstraf. Derfor er parterne i dag blevet enige om at skilles, således at både OB og Arek Onyszko kan se fremad, siger direktør i Odense Sport & Event, Kim Brink.

I pressemeddelelsen tales der om gensidig enighed mellem OB og Onyszko om at rive kontrakten itu, men med udsigten til, at OB sandsynligvis ville få medhold i retten, hvis Onyszko modsatte sig fyring, har den nu forhenværende OB-målmand ikke haft et reelt alternativ til at acceptere afskeden med OB.

De 30 dages ubetinget fængsel ville betyde, at Arek Onyszko misligeholdte sin kontrakt, da han i den periode hverken kunne træne eller spille kampe for OB.

Arek Onyszko har spillet for OB siden 2004.