Superliga

OB søger spillere selv i Malawi

OB er grundige, når det kommer til at hente nye spillere, og vægtningen af danske og udenlandske spillere i truppen er vigtig.

Inden for de seneste par år har OB hentet spillere fra så forskellige steder som Serbien, Qatar og Viborg. Ifølge direktør Kim Brink er det bestemt ikke tilfældigt, at spillerne er kommet til Danmark fra mange forskellige steder.

- Vi har den holdning, at vi skal vide 100 procent, hvad der foregår i Danmark og også i Norge og Sverige. Men vi lader os ikke begrænse til det. Vi holder øje med, hvad der foregår alle steder, og om der er nogle spillere, der er landet i specielle situationer. Så er det for så vidt ligegyldigt, om det er i Malawi eller et andet sted. Derefter tester vi situationen af og ser, om vi kan komme videre. Vi kigger i princippet overalt og prøver at følge med i, hvad der sker, siger Kim Brink til Tipsbladet og fortæller, at de orienterer sig om de mulige emner fra weekend til weekend.

Som eksempler kan nævnes Djiby Fall og Eric Djemba-Djemba, hvis karrierer var kørt en anelse af sporet i henholdsvis Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, og som derfor var interesseret i at trække i OB-trøjen. Et tredje eksempel på en spiller, der er blevet stor i Odense, er Peter Utaka, som også kom til klubben via det omfattende scoutingsystem.

- Han var topscorer i den næstbedste række i Belgien, og det registrerede vi. Så gør vi ofte det, at vi ser ham på dvd. I det her tilfælde lykkedes det os så at få ham til klubben til en prøvetræning. Der havde vi aftalt vilkårene på forhånd, hvis han leverede et godt indtryk. Så kan man ikke blive mere sikker, kan man sige, når vi har set ham på eget græs, siger Kim Brink.

Med den store succes af udenlandske spillere, kunne man blive fristet til at hente dem ind i bundter. En række af nøglespillerne hos fynboerne, for eksempel Chris Sørensen, Anders Møller Christensen og Thomas Helveg, er danske. Det er da også essentielt for fynboerne, at der stadig er danskere i truppen.

- Det er vigtigt for alle klubber. Hvis man har en god kombination af danske og udenlandske spillere, er der god mulighed for succes. Jeg tror, det er utænkeligt, at en klub i Danmark kan blive mestre med kun danske spillere - eller kun udlændinge. Hvis det er 60/40 af danskere og udlændinge, tror jeg, det passer. Der må gerne være en lille overvægt af danskere, siger Kim Brink.

Det er Kim Brink, der er øverste ansvarlige i forhold til nye spillere. Viggo Jensen ansat i en dobbeltrolle som både assistent og scout, primært med fokus på det danske marked, mens også træner Lars Olsen, talentchef Uffe Pedersen og sportslig koordinator Michael Buchholtz i ny og næ kigger på spillere.