Superliga

Super Sunday: FC København under lup

Tipsbladet.dk varmer op til topbragende i SAS Ligaen mellem FCK-OB og Brøndby-FCM. Her er det FCK, der får evnerne vurderet.

FC KØBENHAVN:
Defensiven:
Selv om skader har givet 18-årige Mathias Zanka Jørgensen mere spilletid end planlagt, har FCK's defensiv lukket af. Kun Lillestrøm har scoret mere end en gang imod dem i et efterår, hvor målmand Christiansen har løftet sit niveau og hvor Hjalte Nørregaard har
været et solidt bolværk foran forsvarskæden. Men kan stabiliteten bevares i foråret, når Peter Larsson og målmand Johan Wiland sandsynligvis skal spilles ind?

Offensiven: Med Cesar Santin som ny offensiv krumtap har FCK-angrebet fået en ny dimension med masser af småspil omkring straffesparksfeltet. Samtidig giver Thomas Kristensen på midtbanen en mand, der kan sideskifte spillet i en helt anden grad end tidligere, hvilket giver
flere muligheder for de offensive kanter, der også tæller overlappende backs.

Bredden: Selv om FCK har den smalleste trup af de fire tophold, er kvaliteten høj blandt de 19 førsteholdsspillere, hvilket illustreres af, at det ikke har været det store problem, at Grønkjær og Larsson har været skadet i efteråret. Og til vinter kommer Wiland, mens der også er råd til at lukke andre huller hvis nødvendigt.

Den ubekendte: Europa kostede ikke i 2006, men i 2007 tabte FCK syv point i de tre SAS Liga-kampe efter UEFA Cup-opgaverne. Fortsætter det i 2008 og hvad vil det betyde for FCK, hvis de opfylder deres ambition om også at spille europæisk i foråret?

Kampen mellem FC København og OB spilles søndag kl. 17.30 i Parken.

Følg topkampen live på tipsbladet.dk og læs mere om søndagens brag i Tipsbladet Indsigt.