Video : Tipsbladet
Serie A

Avis: Simon Kjær får næppe forlænget sin kontakt

Simon Kjær har udtrykt et ønske om at stoppe karrieren i AC Milan, men ifølge italiensk avis er der ingen tegn på, at den danske landsholdskaptajn får forlænget sin kontrakt, der udløber til sommer.

Efter en skadespause på næsten to måneder gjorde Simon Kjær comeback søndag, da AC Milan slog Monza med 3-0 i Serie A. 

Her gjorde Simon Kjær en god figur, men meget tyder på, at den danske landsholdskaptajns tid i Milano snart kan være forbi. 

Simon Kjærs kontrakt med AC Milan udløber til sommer, og ifølge La Gazzetta dello Sport forlader den danske forsvarsspiller formentlig den italienske klub til den tid. 

La Gazzetta dello Sport peger på, at Simon Kjær spillede en god kamp mod Monza, hvor danskeren viste sin store rutine og ved flere lejligheder fik lukket ned for Monza-angriberne. 

Simon Kjær roses endvidere for, at han nu i flere omgange har vist sig i stand til at komme tilbage efter en skade. Tilbage i december 2021 pådrog den danske landsholdsstjerne sig en alvorlig knæskade, men han kom stærkt tilbage efter ni måneders pause. 

Tiden som AC Milan-spiller er dog nok snart slut for Simon Kjær, skriver La Gazzetta dello Sport. 

- Fornemmelsen er, at denne sæson bliver hans sidste i Rossoneri-trøjen. Kontrakten udløber til juni, og der er ingen tegn på en forlængelse, skriver avisen. 

Simon Kjær, der fylder 35 år til marts, har spillet 104 kampe for AC Milan siden skiftet fra Sevilla i januar 2020.