Det unaturlige tophold

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er italienske Udinese Calcio en mærkelig størrelse. Klubben har hjemme i Udine i den nordøstlige Friuli-provins tæt på grænsen til Slovenien. Den lille universitetsby er på størrelse med Aalborg og er et fredsommeligt sted, hvor livet leves på Piazza San Giacomo og Piazza Libertà ved byens gamle, maleriske rådhus.

Fodboldklubben, stiftet i 1896 og underlagt det italienske fodboldforbund siden 1911, har ingen rig historie. Man oplevede en håndfuld gode år i 1950'erne, og i starten af 1980'erne kastede den brasilianske legende Zico lidt glans over den lille klub. Men de fleste år har man tilbragt i de lavere rækker, og først fra midten af sidste århundredets sidste årti har klubben manifesteret sig som en egentlig faktor i italiensk fodbold.

Interessant er det imidlertid, at man i Udine virker temmelig ligeglad med disse kendsgerninger. I et land der traditionelt set altid har kigget mere bagud end fremad, og hvor respekten for fortidens traditioner synes altafgørende, ja ofte næsten hæmmende, er Udinese den naive himmelstormer, der bare buldrer derudad. Toppen af Serie A? Tja, hvorfor ikke? Champions League? Jo, tak.

I sidste sæson blev man nummer fire i tabellen og fik dermed mulighed for sin kun anden Champions League-deltagelse nogensinde. Det glippede efter to jævnbyrdige opgør mod engelske Arsenal, og da klubben samtidig måtte vinke farvel til tre af truppens vigtigste ansigter [tankestreg] Cristián Zapata, Gökhan Inler og Alexis Sánchez - lignede det et svært fodboldår for Friuli-folket.

Det historiske vendepunkt
En tredjedel inde i sæsonen indtager Francesco Guidolins Udinese en tredjeplads à point med AC Milan på andenpladsen. Man har blot indkasseret seks scoringer og har endnu ikke afgivet så meget som ét point på hjemmebane. Klubben har sikker kurs mod den fjerde top 7-placering på fem sæsoner før lørdagens møde med kriseramte Inter.

I Europa League kvalificerer man sig til forårets 1/16-finaler, så længe man ikke taber den afsluttende puljekamp hjemme mod Celtic senere på måneden. Klubbens største profil, den 34-årige veteran og de seneste to sæsoners ligatopscorer Antonio Di Natale, er igen startet fremragende og nævnes i disse dage som et realistisk bud på en italiensk EM-angriber.

Alt dette burde måske være en gedigen overraskelse, men i Italien er man efterhånden vant til mirakler fra Udine-kanten.

Klubbens historiske vendepunkt indtraf i 1997, da en stærk trup med bl.a. Thomas Helveg, Marcio Amoroso, Oliver Bierhoff og cheftræner Alberto Zaccheroni opnåede en femteplads og kvalificerede sig til UEFA Cuppen efter kun et par år i Serie A. Sæsonen derpå nappede man bronzen, og siden har klubben været en fast og vigtig bestanddel af Serie A.

Men hvordan? Man er kort og godt gået forrest - og helst ad sine helt egne veje.

Da italiensk fodbold for små 10 år siden barrikaderede sig bag en forsvarsmur [tankestreg] af lige dele frygt for briterne og spaniernes komme og i et desperat forsøg på at vende tilbage til rødderne - blæste Udinese til angreb. Man blev kaldt u-italienske. Siden er kollegerne modvilligt fulgt trop. I denne tid, da firemandsforsvaret er hvermandseje, afprøver de taktiske fortropper, avantgardisterne i Udinese naturligvis en trebacklinje foran den stærke slovenske keeper Samir Handanovic.

Pozzo i centrum
I 1990'erne satsede man kompromisløst på at finde uprøvede folk fra det store udland. Skandinavien, Vestafrika og Sydamerika blev erklæret »særlige indsatsområder«, akkurat som hos storklubberne.

Den lille klubs globale ambitioner var mildest talt en sjældenhed i en italiensk provins, der altid har sat de lokalt skolede talenter højest. Den dag i dag tæller Udineses brogede startformation en slovener, en marokkaner, en brasilianer, en chilener, en ghaneser, en colombianer og en rumæner.

I centrum for det hele står en loyal forretningsmand fra byen. Siden 1986 har Giampaolo Pozzo bestyret fodboldforretningen Udinese. I begyndelsen var det en bumlet og problemfyldt opgave, som unge Pozzo havde påtaget sig: nedrykninger, uro, massesalg og beskyldninger om bestikkelse. Pø om pø kom der mere snit over foretagendet.

I 1996 hentede Pozzo den talentfulde sportsdirektør Pierpaolo Marino i Pescara, og tre år senere indsatte han den driftsikre Franco Soldati som præsident. Især ansættelsen af Marino skulle snart vise sig at være intet mindre end et mesterstykke.

Marino havde fra en tidlig alder skabt sig et navn som strateg i både Napoli og Roma, og sammen besluttede duoen sig for at udforme en langsigtet plan for Udinese. Det spørgsmål, som Pozzo og Marino stillede, lød i alt sin enkelthed: Hvad skal en klub som Udinese kunne? Svaret kom prompte i form af en skelsættende strategi, der fik afgørende indflydelse på klubbens talentarbejde og scouting.

Læs mere på næste side