Fiorentina sikkert videre i Coppa Italia
Foto: Polfoto
Serie A

Fiorentina sikkert videre i Coppa Italia

Fiorentina havde ingen problemer med at spille sig videre i Coppa Italia, da de hjemme på Artemio Franchi havde besøg af Atalanta.

Fiorentina er videre til 1/8-finalerne i den italienske pokalturnering, Coppa Italia, efter de hjemme på Artemio Franchi slog Atalanta med stensikre 3-1. 

Allerede efter seks minutter bragte den tyske angriber Mario Gomez hjemmeholdet i front, og bare fem minutter senere udnyttede Juan Cuadrado et straffespark til at bringe de lillaklædte værter yderligere i front, selvom Vlada Avramov i Atalanta-målet var tæt på at nå bolden.

Efter en halv time blev det hele endnu værre for Atalanta, da Mario Gomez igen var på pletten, da han udnyttede en smuk aflevering fra den centrale midtbanespiller Milan Badelj til at bringe Fiorentina i front med 3-0.

31-årige Rolando Bianchi fik dog pyntet en smule på resultatet, da han kort før pausen reducerede til 3-1 med et fladt spark fra kanten af feltet.

Kort før tid blev Fiorentinas Marcos Alonso sendt i bad, da han modtog to gule kort på bare tre minutter, men tættere på kom Atalanta aldrig, og derfor bliver det heller ikke i år, at holdet fra Bergamo kommer til at øge antallet af Coppa Italia-titler til to.

Atalanta vandt deres hidtil eneste Coppa Italia-trofæ i sæsonen 1962-63.