Video : Tipsbladet
Serie A

Hylder dansk komet: Skabt til den store scene

Patrick Dorgu får stor ros efter sin præstation mod Sassuolo i søndags.

Patrick Dorgu. 

Det er nok et navn, som danske fodboldtilhængere godt kan skrive sig bag øret. 

Den 19-årige dansker, der til daglig tørner ud for Lecce i Serie A, stormer nemlig frem på fodboldens store scene.

Den unge venstre back viser lovende takter i den bedste italienske række, hvor han får masser af spilletid, og desuden bliver han jævnligt kædet sammen med europæiske sværvægtere som AC Milan, Bayer Leverkusen, Juventus, Napoli, Tottenham og Chelsea.

Meget peger i retning af, at det er et spørgsmål om tid, før han skal til en større adresse.

Og det er bestemt også noget, som han er skabt til, mener Lecces cheftræner Luca Gotti. 

- Målet til 2-0 var smukt, måden han bevægede sig i feltet på. Et mål fra en moden spiller. Han er skabt til den store scene, fortæller Luca Gotti ifølge Calcio Lecce efter klubbens 3-0-sejr over Sassuolo i søndags. 

Her kom Dorgu på måltavlen med en scoring til 2-0, og det er nok ikke sidste gang, at danskeren får netmaskerne til at blafre. 

Dorgu er nemlig begyndt at indtage en mere offensiv rolle hos Lecce, hvor han i de seneste tre kampe har spillet længere fremme på banen på venstre flanke.

Han har tidligere i sin Lecce-karriere primært spillet på backpositionen.

Dorgu kom til Lecce i sommeren 2023 fra FC Nordsjælland. 

Han har sidenhen spillet 29 kampe for klubbens førstehold.