Inter bekræfter: Roberto Mancini er tilbage
Illustration
Serie A

Inter bekræfter: Roberto Mancini er tilbage

Inter har bekræftet, hvad de fleste italienske aviser har skrevet om de sidste timer. Roberto Mancini afløser den fyrede Walter Mazzarri som cheftræner i Inter.

Inter har fået en hård start på sæsonen i Serie A, hvor det blåsorte Milano-mandskab aktuelt indtager en 9. plads 12 point efter førerholdet Juventus. De dårlige resultater fik tidligere fredag klubejer Erick Thohir til at fyre den hidtige manager Walter Mazzari efter omtrent halvandet år på posten.

Siden har italienske aviser spekuleret i, hvem der skal afløse Mazzarri i spidsen for mandskabet, og ligesom de fleste af dem spåede, blev det her til aften en realitet. Roberto Mancini er tilbage som cheftræner i Inter.

- I dag har jeg truffet den vanskelige beslutning at opsige Walter Mazzari. Det var en beslutning, der var enighed om i ledelsen, men det var en svær beslutning, fordi Mazzarri altid har støttet klubbens valg, han har altid arbejdet utrætteligt og uselvisk for Inter med masser af passion og overbevisning, siger Erick Thohir til klubbens hjemmeside.

-  Men vores mål er at bringe Inter tilbage som en af topklubberne i Europa, og derfor er vi glade for at byde Roberto Mancini velkommen tilbage. Hans karriere i Inter, ligesom andre steder han har været, taler for sig selv. Hans internationale erfaring og hans ønske om succes vil føre holdet op på et højere niveau, siger han videre om Mancini.

Roberto Mancini har skrevet under på en kontrakt af to og et halvt års varighed. Han var også Inter-træner fra 2004 til 2008, hvor han var manden bag tre Serie A-mesterskaber.