Video : Tipsbladet
Serie A

Isaksen får dansk hjælp fra fjendens lejr

Roma og Lazio er et af de mest hadefulde derbys i Europa, men det holder ikke Rasmus Nissen Kristensen og Gustav Isaksen fra at hænge ud og hygge sig sammen på byens caféer og restauranter i ny og næ. Det fortæller Roma-danskeren til Tipsbladet og den øvrige presse i Helsingør.

Tipsbladet i Helsingør:

- Det er ikke fordi, at vi går rundt og reklamerer med at vi ses.

Ja, det lyder næsten som en sideaffære, man helst ikke skal fortælle til konen derhjemme.

Men det er i virkeligheden bare et godt forhold mellem to danskere i to rivaliserende klubber i Italien. Det drejer sig nemlig om Rasmus Nissen Kristensen og Gustav Isaksen, der en gang imellem nyder at hænge ud på byens cafeer og restauranter. 

- Ja, vi har været ude at spise sammen et par gange. Jeg har i hvert fald forsøgt at stille mig til rådighed for Gustav, hvis han har nogle udfordringer, fordi det er hans første udlandsophold.

De to danskere har da også meget til fælles, hvorfor Roma-spilleren mener, at de har nemt ved at forstå de problemer, de nu engang måtte have hver især.

- Vi kommer fra samme område af Danmark næsten, og vi kommer begge to fra Midtjylland, så jeg føler, at jeg ville kunne sætte mig ind i, hvis han havde nogle udfordringer. Men indtil videre har han tacklet det super. Han virker helt rolig og har den kvalitet, der skal til.

Så kunne man måske være fristet til at tro, at snakken udelukkende gik på weekendens kampe, hvem man har fået trøjer fra og andre fodboldrelaterede ting, men det er slet ikke tilfældet, når de to danskere slår hovederne sammen.

- De gange vi har været sammen, har vi bare hygget os og ikke talt så meget om fodbold.

Den 11.november kommer det dog uomtvisteligt til at handle om fodbold. Her brager Roma nemlig sammen med Lazio i, hvad der er et af Italiens, måske endda Europas, allerstørste derbys.

En dato som Rasmus Nissen selvfølgelig har skrevet i kalenderen. 

- Jeg glæder mig til kampen. Mest af alt glæder jeg mig fordi jeg har hørt, at det er vanvittigt. Jeg har faktisk aldrig prøvet at dele stadion med et andet hold. At være på udebane på sin egen hjemmebane, det glæder jeg mig til at opleve.

En kamp, hvor de to danske venner pludselig skal stå på hver sin side af kridtstregerne og agere fjender og rivaler. Og derfor er det da heller ikke fordi, at Rasmus Nissen og Gustav Isaksen ligefrem skilter med, at de ses i fritiden.

- Det er ikke fordi, at vi går rundt og reklamerer med at vi ses. Der er stor opmærksomhed omkring fodboldspillere i Italien. Især Roma og Lazio-spillere i Rom. Folk ved, hvem man er, og sådan er det i Italien.

Rasmus Nissen Kristensen skal i første omgang dog koncentrere sig om de opgaver, der venter det danske landshold mod henholdsvis San Marino og Kasakhstan.