Totti reddede Roma i Derby della Capitale
Foto: Marco Vasini/Polfoto
Serie A

Totti reddede Roma i Derby della Capitale

Lazio var foran med 2-0 i Derby della Capitale i Serie A, men takket være to kasser af Francesco Totti fik Roma kæmpet sig tilbage til 2-2.

Rom var dækket op til Derby della Capitale-fest mellem AS Roma og Lazio på Stadio Olimpico, og efter en særdeles medrivende kamp med fantastiske omgivelser blev det til et 2-2-resultat mellem de to mandskaber.

I første halvleg var det 'gæsterne' fra Lazio, der dominerede. Efter en god omstilling med masser af fart af Felipe Anderson, der lagde bolden ind i panden på Stefano Mauri, blev det til 1-0 til Lazio, da Lazio-profilen sikkert headede bolden ind.

Kort efter var rollerne byttet om. Mauri afleverede bolden til Felipe Anderson, der bragede 2-0-målet ind på flot langskud, som Morgan de Sanctis ikke kunne gøre det store ved.

Roma kom dog tilbage i starten af anden halvleg. Et indlæg fra Kevin Strootman fik lov til at passere til bagerste stolpe, hvor Roma-kaptajn Francesco Totti stod klar til at sende bolden i mål efter tre minutters spil af anden halvleg.

Kort efter var anføreren igen på spil. Holebas var manden med indlægget og på akrobatisk vis fik Totti sendt bolden i mål til en udligning - 2-2. Totti fejrede i øvrigt scoringen ved at tage et selfie med en mobiltelefon foran Roma-fansene på Stadio Olimpico.

Der blev ikke scoret yderligere, og så kunne Roma tage et point med til tabellen, hvor de er á point med Juventus på førstepladsen. Torino-klubben spiller dog senere søndag mod Napoli.

Lazio er nummer tre i Serie A.