Video : Tipsbladet
Serie A

Udinese vil hente endnu en stopper i Superligaen

Thomas Kristensen skiftede i sommer AGF ud med Udinese, og nu har italienerne angiveligt udset sig endnu en dansk forsvarsspiller i Superligaen.

Den 1.september brugte Udinese op mod 60 millioner kroner på at hente Thomas Kristensen i AGF. 

Nu har de fået øje på endnu en dansk forsvarsspiller i Superligaen. 

Denne gang har italiernerne rettet blikket mod Nørreskoven, hvor Vejle-stopper Oliver Provstgaard er højt på Udineses ønskeliste. Det skriver Tuttemercatoweb. 

Udinese er dog langt fra den eneste klub i Serie A, der er vilde med den 20-årige dansker. 

I sidste uge kunne Vejles sportschef, Marius Nicolae, fortælle Tuttomercatoweb, at halvdelen af alle klubber i Serie A var interesseret i Oliver Provstgaard. 

Udinese og Genoa skulle efter sigende være de største bejlere til Vejle-talentet. 

I Genoa vil han også få en dansk holdkammerat i form af Morten Frendrup.

Alligevel er Udinese det bedste bud på en kommende arbejdsgiver for Vejle-talentet. Oliver Provstgaard kender nemlig Thomas Kristensen fra U21-landsholdet.

I seneste landskamp mod Wales dannede de makkerpar i forsvaret for det danske U21-landshold. Oliver Provstgaard var anfører i den kamp.