Vidal: Penge kan ikke lokke mig væk
Illustration
Serie A

Vidal: Penge kan ikke lokke mig væk

Arturo Vidal blev kædet sammen med et skifte til både Manchester United og Real Madrid i en stor del af sommermånederne. Men han endte med at blive i Juventus, og nu løfter han noget af sløret for, hvordan han selv oplevede alle spekulationerne.

Arturo Vidal var en af de helt store hovedpersoner på rygtebørsen denne sommer, hvor han blev kædet sammen med et skifte til både Manchester United og Real Madrid. 

Men selvom skriverierne og spekulationerne tog til i styrke, så endte Vidal med at blive i Juventus. Og nu har han løftet lidt af sløret for, hvordan han oplevede al den snak om hans måske kommende klubskifte.  

- Sandheden er, at jeg var afslappet hele sommeren, jeg fokuserede på min knæskade. Jeg spurgte hverken min agent eller Juventus om der var ved at ske noget, siger Arturo Vidal til Tuttosport, og afslører samtidig, at der aldrig var nogen konkrete forhandlinger på tapetet. 

- Jeg har en aftale med min agent om, at hvis der er noget konkret at fortælle, så fortæller han mig det. Men han fortalte mig ingenting. Jeg ved kke helt præcist, hvad der skete i løbet af sommeren. Men jeg tvivler på, at det var noget specielt vigtigt, ellers ville jeg have hørt om det.

Og var han blevet stillet over for muligheden for at skifte væk fra Juventus, så tvivler han på, at han havde takket ja.  

- Jeg aner det ikke. Jeg kan kun sige, at jeg er glad for at bo i Torino. Min kone og mine børn elsker byen, og de er glade for at være her. Og min families lykke betyder mere end penge og alt muligt andet. I Juventus er jeg glad. Det er mit hjem. Og det er altid svær at forlade sit hjem, er det ikke?