Video : Tipsbladet
Skandinavien

Askou mangler assistent: Kan blive en dansker

Der har været danskere til møde i klubben, fortæller IFK Göteborgs tekniske direktør Ola Larsson.

Den danske cheftræner Jens Berthel Askou skal have sig en ny assistent i IFK Göteborg, da William Lundin har forladt klubben til fordel for Degerfors, som han skal stå i spidsen for.

Göteborgs tekniske direktør Ola Larsson fortæller nu i et interview med Fotbollskanalen, at man er godt i gang med at finde erstatningen - og at der har været danskere inde i billedet.

- Vi har mødt danskere, det har vi gjort. Men hvis der er noget, vi har problemer med i svensk fodbold, er det, at lønnen for svenske trænere og ledere er ret lav i forhold til Skandinavien, siger han og fortsætter:

- Så hvis vi skal have en dansk eller norsk træner hertil, skal vi op i ret høj løn. Det er svært at imødekomme. Det tror jeg ikke, at vi er alene om at mene, lyder det fra Göteborg-direktøren.

Han kommer dog ikke nærmere ind på hvilke danskere, der skulle have været i spil hos ham.

Selv tager Larsson sig dog god tid med at finde den rette, hvis det er det, der skal til.

- Vi foretrækker at finde den rigtige person frem for bare at kaste nogen derind. Inden for de næste uger tror jeg, at vi vil have nogen på plads, forklarer Ola Larsson, der har mødt mange kandidater.

Jens Berthel Askou lykkedes med at redde Göteborg fra nedrykning i den seneste sæson, da en scoring i overtiden i den sidste kamp sikrede dem en ny sæson i den bedste række.

Klubben har desuden forstærket sig med en dansk angriber. Læs mere om det her.