Video : Tipsbladet
Skandinavien

Dansk stortalent til prøvetræning i Malmö FF

Stortalentet Sashwat Rana med fortid i FC København skal den kommende tid prøvetræne i Malmö FF.

Det dansk-nepalesiske stortalent Sashwat Rana, der har en fortid i FC København, skal fra onsdag og de kommende ti dage frem prøvetræne i Malmö FF.

Det bekræfter hans agentfirma HCM Management overfor Tipsbladet.

Planen er, at han skal vise sig frem på klubbens U17-hold, hvor han så på sidstedagen af prøveopholdet skal deltage i en testkamp mod AGF. Herefter vil alle parter sætte sig ned og evaluere situationen med henblik på en aftale.

16-årige Sashwat Rana er et stort back-talent og har været akademispiller i Lyngby BK og FC København. Nu leder han så efter sin næste klub, hvor han kan løbe op og ned af venstre flanke.

Sashwat Rana, der spiller venstre back, udmærker sig således ved at være en back med et offensivt mindset og en stærk teknik, men samtidig også en determineret tilgang til sit forsvarsspil.

Nu skal han så forsøge at overbevise Malmö FF, og lykkes det, så kommer han ind i et rigtig sundt miljø, der har stor fokus på talentudvikling. Zlatan Ibrahimovic er formentlig det første eksempel på en akademispiller, som man i Malmö FF vil hive frem.

Men mange flere, der i dag spiller på fornemme adresser, har også været forbi akademiet i Malmö FF. Hugo Larsson blev i sommer solgt for et stort millionbeløb til Eintracht Frankfurt, og det samme gjorde Mattias Svanberg, der i dag spiller i Wolfsburg. Begge spillere er ligesom Sashwat Rana repræsenteret af HCM Management.

Så er der andre eksempler, som nærmest ikke når ud af Malmö's akademi, før de bliver hapset. Her kan nævnes Roony Bardghji, der valgte FC København foran et hav af verdens største klubber i 2020.