Dansker kender Ødegaard: Han er utrolig
Foto: Polfoto
Skandinavien

Dansker kender Ødegaard: Han er utrolig

16-årige Martin Ødegaard er verdens største talent og jagtet af alle de største klubber i Europa. Patrick Olsen spillede sammen med nordmanden i Strømsgodset, og han er imponeret over offensivspilleren.

20-årige Patrick Olsen fik kun fem kampe for Strømsgodset, som han var udlejet til hele sidste år, så han rigeligt med tid til at betragte norsk fodbolds største talent nogensinde. Nu 16-årige Martin Ødegaard er på blokken i samtlige storklubber i verden, og Strømsgodset-talentet ventes snart at vælge sin nye klub - med Real Madrid som den største favorit til at lande Ødegaard.

Som 15-årig blev Martin Ødegaard den yngste debutant nogensinde på det norske landshold, og danske Patrick Olsen ser også en fremtidig storspiller i Martin Ødegaard.

- Ødegaard er et fantastisk talent. Det siger lidt sig selv, når man får debut på det norske landshold i en alder af 15 år og i øvrigt vinder diverse priser i Norge. Han er allerede et kæmpe navn i Norge og resten af verden, siger Patrick Olsen til tipsbladet.dk og forklarer videre:

- Det er en sindssygt dygtig spiller, der har et fantastisk flow med bolden og kan en masse tricks allerede. Han kan afgøre kampe, og jeg synes uden tvivl, han var vores bedste mand i Strømsgodset sidste sæson. Han kan bare sætte skub i tingene, og det beviste han flere gange sidste sæson.

- Han er lige fyldt 16 år, og det er utroligt, at en spiller med sådan et talent kan være så rolig og nede på jorden, når der bliver sagt og skrevet så meget om ham. Han er en meget behagelig og cool person, siger Patrick Olsen.

Selv om Patrick Olsen ikke selv fik succes i Strømsgodset, så er han glad for at se Martin Ødegaard lykkes. Men ifølge den danske midtbanespiller er det endnu for tidligt at tale om, hvor langt Martin Ødegaard kan nå.

- Om han kan blive en af verdens bedste er svært at spå om, fordi der kan ske så meget på fem - ti år. Hvis han får en slem skade, kan det jo blive en kæmpe nedtur for ham, så det er svært at sige lige nu. Men jeg håber helt sikkert det bedste for ham, og jeg håber, han bliver en af de bedste spillere i verden. Han har et ekstraordinært talent, og han gør de ting, der skal gøres, for at blive en af de bedste, siger Patrick Olsen.

20-årige Patrick Olsen er selv på kontrakt i Inter, men han træner med i Brøndby denne uge, mens han via sin agent skal finde ud af, hvad der skal ske. Olsen har kontraktudløb til sommer, og det ligner umiddelbart ikke, at karrieren fortsætter i den italienske klub. Over for tipsbladet.dk har Olsen selv sagt, at han ønsker at fortsætte karrieren i udlandet.