Simon Makienok blev forleden dag meldt klar for den norske mesterklub Molde, men de to parter har endnu ikke fundet hinanden, og i dag kunne man så læse, at også de svenske mestre fra Malmö FF har meldt sig ind i kampen.
Det er dog fortsat Molde, der ligner det bedste bud på en fremtidig arbejdsgiver for Simon Makienok, der er på kontrakt i Palermo. Det italienske medie Tuttomercato skriver dog - ligesom BT gjorde tidligere på ugen - at det er længden af angribernes kontrakt, der er stridspunktet. Alligevel forlyder det, at Simon Makienok med stor sandsynlighed nok skal få et skifte til Molde forhandlet på plads i løbet af januar, da det i bund og grund vil være i begges interesse.
Molde, Palermo og Simon Makienok er enige om, at der skal en lejeaftale på bordet, men her stopper enigheden også. Molde vil gerne leje Simon Makienok i hele 2015, hvilket svarer til en hel sæson i Norge, mens den tidligere Brøndby-spiller er mest lun på en lejeaftale frem til sommer. Til den tid vil Makienok igen kunne skifte til alle klubber - i øjeblikket er han begrænset til Norge og Sverige, da han har optrådt for både Brøndby og Palermo i denne sæson og ikke må tørne ud for tre klubber.
Molde blev i sidste sæson suveræn norsk mester, og det betyder, at klubben skal spille kvalifikation til Champions League til sommer.