2017-09-29 09:50
Foto: Nils Petter Nilsson/Getty Images

Det nærmer sig et brud mellem Søren Rieks og IFK Göteborg, for kontrakten udløber til nytår, og parterne forhandler ikke om en ny. De har dog aftalt at tage en snak i næste uge.

Siden Søren Rieks for snart tre år siden kom til IFK Göteborg, har han været en af holdets vigtigste spillere, og før denne sæson gjorde klubledelsen det klart, at det var et mål at forlænge kontrakten med den tidligere Esbjerg fB-profil.

Parterne har dog ikke formået at nå til enighed, og nu nærmer kontraktens udløb sig med hastige skridt. Når 2017 bliver til 2018, udløber aftalen, og Rieks vil givetvis gerne have afklaret, hvor han og familien skal bo til næste år.

Den 30-årige kantspiller slår dog fast over for Göteborgs-Posten, at der i øjeblikket ikke er nogen forhandlinger mellem ham og klubben.

- Vi taler slet ikke lige nu, siger Søren Rieks, der dog ikke lukker nogen døre.

- Jeg er ikke indstillet på noget. Vi må se de næste par måneder, hvad der sker, så vi tager en snak, når det er tid til det.

Fra klubbens side har de heller ikke opgivet af forlænge samarbejdet med den blonde dansker, og sportschef Mats Gren fortæller til avisen, at han har aftalt med Rieks, at de sætter sig sammen i begyndelsen af næste uge. Nogenlunde samme melding lød fra sportschefen for to uger siden, uden at det altså blev til noget.

Ved samme lejlighed forlød det, at den store knast mellem Rieks og IFK Göteborg er, at han snart har været i Sverige i tre år og dermed ikke længere kan benytte den såkaldte expertskatten, som svarer til forskerordningen i Danmark og sikrer højt specialiserede udlændinge en lavere skatteprocent. Dermed skal IFK betale Rieks en højere, hvis han skal have det samme udbetalt efter skat.

SENESTE NYT...
OP | NED