Video : Tipsbladet
Skandinavien

Vild med Jens Stryger: Han er en fandens maskine!

Jens Stryger Larsen høster stor ros i Malmø FF.

Jens Stryger Larsen har på kort tid formået at sætte et ganske stort aftryk i Malmø FF.

I hvert fald hvis du spørger cheftræner Henrik Rydstrøm, der er svært tilfreds med den danske landsholdsspillers indsats i den svenske klub. 

- Han er en vidunderlig fandens maskine, der arbejder hårdt hvert eneste træningspas. Han brænder virkelig for det, han elsker bare at spille fodbold, og det er også en vigtig egenskab at have. Når han gør det med sin erfaring, så hjælper det resten af truppen, fortæller han til det svenske medie Fotbollskanalen. 

Og man kan da også godt forstå, at Rydstrøm har svært ved at få armene ned. 

Stryger Larsen har nemlig fået en absolut godkendt start på Malmø-karrieren, hvor han blandt andet kom på måltavlen i sin debut i en pokalkamp mod Østers IF. 

Den garvede dansker har indtil videre fået to kampe for den svenske mesterklub - begge i pokalturneringen. 

Malmø er den sjette klub, som Stryger Larsen repræsenterer i sin efterhånden lange karriere, hvor han har lagt vej forbi både Danmark, Østrig, Italien og Tyrkiet. 

Den danske back er noteret for 54 landskampe.