6. december: Det magiske, forfærdelige og fantastiske mål
Foto: Claus Bonnerup / Polfoto
Superliga

6. december: Det magiske, forfærdelige og fantastiske mål

Tipsbladet.dk's julekalender i år fortæller gode historier fra 25 år med Superligaen. Hver dag åbner vi en ny låge og et nyt årstal i Superligaen-historien. I dag - 6. december - er der fokus på 1996 og en historisk guldkamp i Aarhus.

Årets julekalender fra tipsbladet.dk er en tur ned ad mindernes allé. I år er det således 25 år siden, at den første Superliga-sæson blev spillet, og derfor dykker tipsbladet.dk ned i historiebøgerne. Bag hver låge i julekalenderen gemmer der sig en historie fra hvert år i Superligaens levetid – fortalt med tekst, lyd eller billeder.

6. december: 1996 - Den uforglemmelige scoring af Mogens Krogh på Aarhus Stadion

En af Superligaens farligste angribere presser på, og han er ikke alene. Ebbe Sand er tæt på at nå bolden før sine holdkammerater, men AGF'eren sparker bolden væk – den ryger til hjørne.
Målmand Mogens Krogh sprinter med op i feltet på trods af, at træner Ebbe Skovdahl forsøger at stoppe ham – men målmanden hører ikke råbet.

- Der var allerede inden kampen noget magisk over det. .Den der summen af mange mennesker og fremragende vejr – det mindede lidt om den Grundlovsdag, da Danmark vandt 4-2 over Sovjetunionen i Idrætsparken. Det lå i luften, at det ville blive en god kamp. Men at det så skulle ende på den måde, gjorde hele utroligt.

Tidligere topdommer Kim Milton Nielsen husker tilbage på en af de kampe, der sidder fast fra en lang og international flot karriere.  Scenen er Aarhus Stadion 12. maj 1996.

Allan Nielsen sender hjørnesparket ind over, Mogens Krogh når højest men snitter bolden ud til venstre i feltet. Lennart Bak jagter bolden, men bliver tacklet af Ruben Bagger – bolden ryger ud til Per Nielsen, der med vestre fod løfter bolden tilbage i feltet.
Komplet udækket stiger Mogens Krogh op og pander bolden ind bag sin sagesløse kollega Lars Windfeld, der sammen med resten af de brave AGF'ere kun kan slå ud med armene, mens Brøndby-keeperen med vilde øjne og armene i vejret bliver jagtet af ekstatiske holdkammerater i jubel.

- Den kamp sidder stadig dybt  mig her 20 år efter. Det var mig, der lodsede den bold ud til hjørne. Hvis man da bare kunne spole tiden tilbage og sende den til indkast i stedet for. Det kan stadig irritere mig meget. Det var forfærdeligt.

Billedet står klar for den tidligere AGFer Lennart Bak.

- Vi har totalt styr på Brøndby og har haft en sæson, hvor vi altid var virkelig stærke efter pausen. Vi havde vendt 0-1 til 3-1 i anden halvleg, og sejren var jo nærmest hjemme. At det så er Mogens Krogh, der dukker op, er sgu svært at acceptere. Havde det så bare været Per Nielsen eller en anden hovedstødsstærk spiller – men Mogens Krogh....

Se Canal 9's indslag om det vanvittige mål og hør Mogens Kroghs egen forklaring - artiklen fortsætter under videoen

12. Maj 1996. AGF - Brøndby IF 3-3 from Beatnik on Vimeo.

Øjeblikke efter 3-3-målet fløjter Kim Milton kampen af.

- Det var en utrolig afslutning på kampen. Da Mogens Krogh snitter ud af feltet ved hjørnesparket, burde han jo været stormet tilbage mod sit eget mål – det havde været naturligt. Men i stedet bliver han hængende i feltet, stiger op og sender bolden i mål. Det, at en målmand roder rundt i feltet, skaber noget usikkerhed hos forsvarsspillerne – de skete også her, siger Kim Milton.

Det utrolige keeper-mål gør, at kampen mellem AGF og Brøndby slutter 3-3 foran 19.500 tilskuere på Aarhus Stadion. Med tre runder tilbage af sæsonen bevarer Brøndby forspringet på et point til de hvidblusede AGF'ere.

I runden efter erobrer AGF dog førstepladsen med en sejr over Vejle, da Brøndby smider point mod Silkeborg. Men Brøndby vender tilbage på førstepladsen i næstsidste runde, da AGF ikke kan vinde over OB. Brøndby vinder guld – et point foran AGF.

- Jeg er godt klar over, at vi ikke tabte guldet i kampen mod Brøndby – vi fik chancen efterfølgende. Men den oplevelse mod Brøndby sad i os – vi blev mere bange for at vinde oven på en sæson, hvor vi havde spillet fremragende fodbold og mast masser af modstandere.

- Jeg ved, vi havde vundet guld, hvis vi havde holdt Mogens Krogh fra at score det mål, siger Lennart Bak.

- Men selvfølgelig er jeg stolt over at have været med i en af de kampe og sæsoner, der bliver husket – ikke bare i Aarhus. Vi vandt en sølvmedalje, og selv om jeg gerne havde byttet den med guld, er det stadig en god tid at tænke på – og så fik vi jo revanche fire dage senere.

16. maj vandt AGF med 2-0 over Brøndby i Pokalfinalen.