830 kampe er væk: FCN tanker erfaring i modgang
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

830 kampe er væk: FCN tanker erfaring i modgang

FC Nordsjælland har mistet halvdelen af truppens erfaring i vinterpausen, men cheftræner Olafur Kristjansson ser det ikke som årsagen til det store nederlag til Randers FC i forårspremieren.

Han er blevet spurgt til det flere gange i løbet af vinterens opstartsfase, Olafur Kristjansson. Alligevel er det et tema, der igen dukker op, når man skal evaluere FC Nordsjællands forsmædelige forårspremiere.

0-3-nederlaget på hjemmebane til Randers FC gjorde ondt, og i en søgen efter en forklaring, er det nærliggende at kigge på den massive afgang af erfarne spillere, som FC Nordsjælland var udsat for i løbet af vinterens transfervindue.

For selvom Olafur Kristjansson flere gange i løbet af vinterpausen har afvist at bruge vinterens farvel til Anders Christiansen, Kasper Lorentzen, Morten Nordstrand, Søren Christensen og Ivan Runje som en undskyldning forud for et svært forår, er det alligevel en bemærkelsesværdig håndfuld spillere, der ikke er i klubben længere.

Til sammen besad de 830 kampes Superliga-erfaring, og efter deres afsked har FC Nordsjælland-truppen til sammen kun 779 kampes Superliga-rutine tilbage i truppen. Det er altså halvdelen af holdets erfaring, der er forsvundet, og truppen har tilmed den yngste gennemsnitsalder i Superligaen, så savner FCN-træneren i virkeligheden ikke noget rutine i sin trup?

Olafur Kristjansson anerkender udfordringen, men forsøger at vende det til noget positivt.

- Jeg kan ikke som træner hoppe med på galejen og bruge som undskyldning, at 830 Superliga-kampe er væk. Det er en kendsgerning, og vi er klar over det. Som trænere og spillere skal vi være dygtige til at forudse de udfordringer, der kan ramme os. Vi skal prøve, føle og fornemme og se, hvad der kan gøres. Man lærer ikke noget af medgang; man lærer af modgang, og vi er afklarede med, at vi mangler erfaring. Det kan vi så i stedet tanke op til fremtiden, siger Olafur Kristjansson til tipsbladet.dk.

- Enhver træner ønsker sig rigtig dygtige spillere med masser af erfaring og kvalitet. Vi er afklarede med den trup, vi har. Vi har været afklaret med, at Kasper Lorentzen er stoppet, at Morten Nordstrand og Søren Christensen har søgt noget nyt, at Anders Christiansen er blevet solgt og Ivan Runje er lejet ud. Vi har en ung trup, men om vi savner rutine, kan vi ikke bruge til så meget. Jeg vil forholde mig til, at vi er afklaret med det, og at vi har en anderledes opgave end hvis vi havde en erfaren trup, tilføjer han.

Cheftræneren vil ikke bruge manglende rutine som forklaring på fredagens dårlige sæsonpremiere.

- Det er spekulation. Lad os se på tingene, når vi kommer længere frem. Konklusioner kan vi ikke bruge til så meget. Vi vidste tidligt i vinduet, hvad der var sket, og vi har forsøgt at gøre noget i forhold til det. Vi har hentet Hans Mulder ind, der både har erfaring og en god alder, ligesom Baldvinsson også har en god alder og har spillet mange kampe. Vi har forsøgt at kompensere for den manglende Superliga-erfaring. Det er for tidligt at konkludere noget, og det kan jo være, at vi har efter fire spillerunder i foråret har tre sejre og kun et nederlag, siger Olafur Kristjansson.

Siden fredagens nederlag har han dog skulle bruge energi og kræfter på at samle FC Nordsjælland-truppen op efter skuffelsen mod Randers.

- Det er vores opgave som ledere at vide, hvordan man håndterer en trup. Man kan skælde ud og svine folk til. Det tror jeg ikke på, når spillerne er i kulkælderen. Vi ser på de ting, vi har gjort, og hvad der er mislykket. Vi kigger på, hvad der kan gøres anderledes. Der er noget psykologisk i det, for spillerne er ramt på selvforståelsen, og lørdag var spillerne ikke på toppen. Men som vi har talt om, er det ikke svært at være fodboldspiller – eller bestride en anden profession – når man er i medgang. Det er i modgang, at man skal vise, hvad man er lavet af, siger islændingen, der ikke lægger skjul på sin utilfredshed med fredagens præstation.

- Det var en hård start. Vores præstation i kampen var ikke som håbet eller forventet, og den blev præget af den uheldige episode, hvor Andreas Maxsø gled. Randers overmatchede os fysisk og havde et spillemæssigt overtag de første 30 minutter, selvom jeg ikke synes, at kampen var så ulige som resultatet viser. Ved 0-2-målet fik vi en mavepuster, og 0-3-målet kom i kølvandet på det. Det var et hårdt slag, men præstationen kan vi ikke være bekendt. Som vi har talt om må man efter sådan en mavepuster ikke være i følelsernes vold; man skal se, hvad man kan gøre fremadrettet, siger han.

Kristjansson varsler imidlertid ikke revolutioner eller massiv udskiftning på holdet frem mod næste spillerunde mod Hobro.

- Vi har trænet op til sæsonen på en bestemt måde og øvet nogle forskellige ting. Der var noget, der fungerede, og noget der ikke gjorde, men hvis vi begynder at lave en masse om, er vi på afveje. Vi laver ikke om på grund af en dårlig præstation, for man skal også have chancen for at rejse sig, siger han.