AaB tæt på svensk landsholdsspiller
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

AaB tæt på svensk landsholdsspiller

AaB køber den svenske landsholdsspiller Andreas Blomqvist i Mjällby, skriver svensk medie.

Den 22-årige midtbanespiller Andreas Blomqvist var i 2014 Mjällbys måske allerbedste spiller, men han kunne ikke forhindre, at klubben må en tur ned i den næstbedste svenske række. Den tur har Blomqvist dog ikke i sinde at tage med holdkammeraterne, og derfor har han været rygtet væk fra Mjällby - blandt andre til Esbjerg, FC Nordsjælland og SønderjyskE.

Nu meldes Andreas Blomqvist da også at være godt på vej til Danmark. Han skal dog hverken til Esbjerg, Farum eller Haderslev. I stedet ser han ud til at tage flyveren helt op nordpå, hvor AaB efter alt at dømme bliver hans næste arbejdsgiver. Fotbollskanalen.se skriver, at AaB har købt Blomqvist i Mjällby.

- Der findes interesse fra både Sverige og Danmark, men ellers har jeg ingen kommentarer, siger Andreas Blomqvists agent Jonas Wirmola.

Det skulle dog være ganske vist, at midtbanespilleren skifter til de danske mestre. Ifølge en kilde, som det svenske medie har talt med, betaler AaB 1,5 millioner svenske kroner og snupper Andreas Blomqvist for snuden af Djurgården og IFK Göteborg.

Andreas Blomqvist er netop hjemvendt fra Abu Dhabi, hvor han har været med det svenske ligalandshold. Han fik også debut på det svenske A-landshold sidste år. Nu går turen til AaB, hvor han bliver holdkammerat med landsmanden Rasmus Jönsson.