AaB vil starte ny og uhyggelig stime mod OB
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

AaB vil starte ny og uhyggelig stime mod OB

OB-kampen fredag skal kickstarte AaB's hjemmebane i foråret, og det gør ikke noget, hvis sejren bliver stor og sætter gang i en ny og skræmmende stime.

De kom fra Herning med et point i forårsåbningen mandag, og det var til at acceptere, efter FC Midtjylland var kommet foran med 1-0 sidst i første halvleg på et straffespark, der skulle være fløjtet som et frispark i stedet. Nu er AaB så også klar til at tage hul på foråret på hjemmebanen, og det skal være med en sejr.

Modstanderen er OB, hvor tidligere AaB-træner Kent Nielsen nu holder til, og her vil AaB gøre som sidst, fynboerne gæstede Aalborg. AaB vandt i efteråret med 5-1 over OB. Og nu jagter AaB en ny sejr, der kan sætte gang i tingene for AaB, fortæller forsvarsspiller Kasper Pedersen.

- Nu kan jeg huske, at vi en stime mod OB, så skal vi ikke bare sige, at vi gør det samme igen?, siger den 23-årige forsvarsspiller Kasper Pedersen til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det er selvfølgelig svært at spå om, men jeg håber, vi sætter gang i det igen.

AaB vandt som sagt 5-1 over OB,  og godt nok blev den efterfølgende hjemmekamp tabt med 0-2 til Randers FC, inden fanden tog fat i AaB-spillerne. Brøndby blev nedlagt i Aalborg med 4-1, inden SønderjyskE blev sendt hjem med 5-0. Næste klub, der ikke mærkede gæstfriheden, var Hobro IK, der blev sendt hjem med 6-0.

Cifre, der må få modstanderne til at skælve en smule ved tanke om den skræmmende AaB-offensiv, hvis den lykkes.

Men det er offensivt, og det koster måske en smule defensivt. Og derfor tør Kasper Pedersen også love mål.

- I starten af sæsonen havde vi problemer med at vende kampene, når vi kom bagud. Men det fik vi rettet, så det er positivt, at vi ved, vi kan vende tingene.

- Jeg kan nærmest ikke huske, hvornår vi sidst er gået fra banen uden at score, så jeg håber da, vi scorer flest. Jeg vil ikke garantere tre point, men det er 100 procent det, vi går efter, siger Kasper Pedersen.

AaB er nummer to i Superligaen - tre point efter FC København, der dog kan rykke yderligere tre point foran AaB, hvis de vinder kampen i Herning.