Agger: Bruger 10 timer om dagen på at blive klar
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

Agger: Bruger 10 timer om dagen på at blive klar

Forsvarsprofil Daniel Agger kæmper for at blive sin lægskade kvit og komme tilbage i forsvaret hos Brøndby.

Ingen i Superligaen har den erfaring og det flotte cv, som 30-årige Daniel Agger fra Brøndby har.

Superligaens største profil forlod for et år siden Liverpool for at vende tilbage til dansk fodbold og Brøndby, hvor han for 11 år siden kom fra klubbens ungdomshold og direkte ind på førsteholdet for at erstatte Andreas Jakobsson - svenskeren, som Brøndby havde solgt til engelske Southampton. Nogle rynkede måske på næse, men Tom Køhlert, daværende træner, var iskold og proklamerede:

- Når Daniel Agger har spillet 10 kampe, taler ingen længere om Andreas Jakobsson.

Det var en markant udmelding, men her 11 år efter Daniel Agger fin sin debut på Brøndbys førstehold, vil ingen nok betvivle Tom Køhlerts ord. Agger blev halvandet år efter sin Superligadebut i Brøndby solgt til Liverpool, og gennem otte år spillede han masser af Premier League-kampe, var i en Champions League-finale, vandt Capital One Cup, scorede i en Champions League-semifinale, var med til EM og VM. Og han blev udnævnt til anfører på det danske landshold.

Desværre er Daniel Agger ikke til rådighed for Brøndbys førstehold i øjeblikket. Agger, 30 år, er ved at kæmpe sig tilbage efter en lægskade har holdt ham uden for kridtstregerne siden første runde i Superligaen mod AGF. Og det ligner ikke, at Agger er klar til Viborg-kampen. Han er dog tilbage på træningsbanen - i let træning med fysioterapeuten - og selv om mange nok gerne vil vide, hvornår den elegante forsvarsspiller er kampklar, er det ikke noget, Daniel Agger er meget for at tale om.

- Det er jeg nok ikke den rette at spørge om, prøv en af fysioterapeuterne, siger Daniel Agger i første omgang til tipsbladet.dk.

Agger åbner dog lidt op:

- Når jeg ikke selv ved det, er det svært at sige. Der er heller ingen grund til lægge pres på fysserne, lægestaben og mig selv ved at komme med en dato, der måske ikke passer. Det, jeg kan sige, er, at jeg arbejder benhårdt hver eneste dag, og jeg vælger den tilgang, der hedder, at jeg ser på de muligheder, der kommer. Jeg kommer ikke hurtigere tilbage af, at jeg fortæller en dato for, hvornår jeg måske er klar. Jeg arbejder hårdt uanset hvad, siger Brøndby-profilen.

At Daniel Agger er populær, er ganske tydeligt, for landsholdskaptajnen skriver efter hver træning autografer og får taget billeder med håbefulde fans. Torsdag har han så også tid til at tale lidt med pressen. Helst vil Daniel Agger dog lade spillet på banen tale.

- Når jeg er ude, synes jeg generelt, at der er for meget fokus på, hvornår jeg er tilbage, hvad jeg gør for at komme tilbage, og hvordan jeg kommer tilbage. Der har jeg det sådan, at jeg helst vil tale, når jeg spiller. Det er jo det, fodbold handler om. Jeg bruger 10 timer om dagen på at blive klar - på at komme ud og spille fodbold igen, siger Daniel Agger.

Imens Agger har været ukampdygtig, har Brøndby fået en dårlig start på Superligaen, hvor Ronnie Schwartz' straffesparksscoring i tillægstiden mod Randers sikrede klubben det første point i sæsonens fire kampe. Og selv om det måske kribler for at komme ind og hjælpe holdet, ved Daniel Agger også, at det ikke nytter at forcere genoptræningen.

- Det er hårdt lige meget hvad - om det går godt eller skidt. Sådan er det nok for de fleste fodboldspillere, for når det går skidt, vil du gerne vise, at du kan bidrage med noget, og du vil hjælpe holdet, når det går godt, vil du gerne være en del af det og spille kampe. Som fodboldspiller vil du være med i så mange kampe som muligt, siger Daniel Agger.

Agger var kun på førsteholdet i halvandet år, dengang han kom frem under Tom Køhlert i 2004. Så købte Liverpool den stærke forsvarsspiller for rekordhøje 63 millioner kroner. Det skete på baggrund af 34 Superliga-kampe, hvor Daniel Agger fik alle til at glemme svenske Andreas Jakobsson - som Tom Køhlert allerede havde forudsagt.

Nu er Daniel Agger i gang med sin fjerde Superliga-sæson, og han står noteret for 54 kampe i alt - alle for Brøndby.