Albrechtsen tager gerne rollen som matchvinder igen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Albrechtsen tager gerne rollen som matchvinder igen

Den rutinerede forsvarsspiller Martin Albrechtsen blev matchvinder sidst, Brøndby og FC København mødtes. En rolle, han kunne lide og gerne tager igen.

Det er kun lidt over en måned siden, at Brøndby IF sidst havde besøg af FC København, og på søndag mødes de to klubber igen. Sidst var det et mål fra Martin Albrechtsen, der sikrede Brøndby de tre point, og ikke overraskende er den rutinerede forsvarsspiller klar til at gentage succesen.

Selv om det at score mål ikke er Albrechtsens succeskriterie for kampen, husker han tydeligt følelsen af at afgøre derbyet sidst. Og den følelse vil han gerne have igen.

- Det er ikke sådan, at jeg går ud på banen for udelukkende at score, men det var glædeligt, at jeg gjorde det sidst, for det sker ikke så tit. Og så i sådan en kamp, ja det var dejligt. Lidt tilfældigt måske, men det var fedt at prøve, og jeg er klar på det igen, siger Martin Albrechtsen til tipsbladet.dk og forklarer:

- Men min primære opgave er jo at forsvare, så mit fokus er på at levere defensivt.

Den 35-årige forsvarsspiller kommer formentlig til at stå over for Federico Santander, der er dygtig i hovedspillet. Det samme er Andreas Cornelius, der meget vel også kan komme i aktion. Så Albrechtsens styrke i luftspillet og i nærkampene kan blive afgørende i opgøret.

- Vi ved, at de kan lide at spille den langt og slå mange indlæg, så det er vigtigt at være fysisk stærk og vinde duellerne. Hvis vi lykkes med det, er vi kommet langt. Men de kan selvfølgelig også andet som hold, og derfor skal vi være klar fra start, siger han.

Martin Albrechtsen har selv en fortid i FC København, hvor han flere gange var med, når FCK mødte Brøndby.

- Det er lige stort begge steder. Dengang jeg spillede i FCK, mødte vi to år i træk Brøndby i næstsidste spillerunde, og det var direkte gulddueller. Den første spillede vi uafgjort, så Brøndby vandt mesterskabet, og den anden vandt vi, så vi tog mesterskabet.

- De senere par år har det så 'bare' været æren og de tre point, det handler om. Men det er også det klart vigtigste for os og for fansene. Et eller andet sted er det også det, der er lidt anderledes i år, fordi vi ligger, som vi ligger. De tre point tæller mere på søndag, fordi vi kan komme helt op til FCK, eller vi kan blive sat lidt af igen, siger Martin Albrechtsen, der i en alder af 35 år også sætter pris på de her kampe:

- Jeg glæder mig meget til dem, fordi der måske heller ikke er så mange år tilbage - jeg tror generelt, man nyder sit fodboldliv mere. Men op til kampen tænker jeg ikke sådan, der er mit fokus udelukkende på kampen og på at levere, siger han.

Med en sejr kan Brøndby spille sig bare tre point fra FC København og førstepladsen i Superligaen, og selv om det måske er for tidligt at tale om, så er der heller ingen tvivl om, at der tørstes efter topplaceringer i Brøndby, der sidste år blev treer i Superligaen.

- Vi har haft et virkelig godt pointgennemsnit på det seneste, og hvis vi kan fortsætte, så ser det godt ud. Vi kommer endnu tættere på med en sejr på søndag, og det kunne være fedt at spille med deroppe for alvor. Nu må vi se - der er mange kampe endnu, siger Martin Albrechtsen.

Forsvarsspilleren har i sin tid i Alka Superligaen spillet for AB, FC København, FC Midtjylland og Brøndby. Han har kontraktudløb til sommer.