Tidligere Brøndby-spillere er sjældent populære figurer i FC København, og det får Stephan Andersen at mærke på egen krop i øjeblikket. FCK-fansene buher nemlig flittigt at målmanden, der er skiftet til de danske vicemestre forud for denne sæson. I lørdagens kamp mod FC Nordsjælland i Telia Parken var det ikke voldsomt, men man fornemmede klart, at det bestemt ikke var alle på lægterne, der var lige begejstrede for Andersens tilstedeværelse.
Til slut i kampen, som FC København vandt 2-1, droppede Stephan Andersen, da han tabte et indlæg ned for fødderne af Kim Aabech, som kunne score i et tomt net, men målmanden afviser, at det var påvirkningen fra FCK-fansene, der fik ham til at kikse sit indgreb.
- De må buhe alt det, de vil. Så længe vi vinder, er jeg ligeglad. Det var meget bedre i dag (i lørdags, red.), end det var mod Lyon, men jeg håber da, at de er her for at støtte deres hold. Jeg tror, at alle er interesseret i at få tre point, og det håber jeg også, de er, siger Stephan Andersen.
Den 32-årige landsholdsmålmand tørnede ud for Brøndby fra 2007 til 2011.