Antipas skaber stilændring i Hobro
Foto: Polfoto
Superliga

Antipas skaber stilændring i Hobro

Quincy Antipas ligner manden, som skal lappe hullet efter salget af Emil Berggren, og det bliver ikke nogen ulempe ifølge Martin Thomsen.

Hobros salg af Emil Berggren har fået flere til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan Hobro vil lappe hullet i offensiven, når forårssæsonen i Superligaen igen sparkes i gang.

Men Hobros træningskamp, der lørdag blev spillet mod slovakiske Kosice, som sluttede 2-2, har muligvis givet svaret. Hobro spillede nemlig med Quincy Antipas helt fremme, hvor Antipas var kampens farligste spiller kampen igennem. 

Og også Hobros Martin Thomsen nød at spille sammen med en Quincy Antipas, som indtog netop den position på banen. 

- Quincy er en helt anden type end Emil, men jeg kan rigtig godt lide, når vi spiller med ham deroppe. Vi ved, at han hele tiden er klar til at true i dybden, og det giver os nogle nye spændende elementer i vores spil, siger midtbanespilleren Martin Thomsen til Nordjyske. 

- Vi har lige skullet bruge lidt tid på at finde ud af, hvordan og hvorledes vi skulle gribe det an efter Emils afgang, men jeg synes man kan se, at vi med Quincy helt fremme får nogle andre kvaliteter ind i holdet, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi nok skal klare os uden Emil, selv om vores måde at spille på bliver lidt anderledes, siger Martin Thomsen.