Augo træner i AaB, Nielsen fraværende
Illustration
Superliga

Augo træner i AaB, Nielsen fraværende

Thomas Augustinussen var med, da AaB's Superliga-trup her til formiddag stemplede ind til træning. Lasse Nielsen er fraværende.

På trods af at Thomas Augustinussen bliver meldt på vej til IK Start i Norge, var han med, da AaB-truppen her til formiddag stemplede ind til træning på Hornevej. Det bekræfter sportschef Allan Gaarde i en sms til tipsbladet.dk.

Til gengæld måtte man spejde langt efter forsvarsspilleren Lasse Nielsen, der i følge Ekstra Bladet, er tæt på at indgå en aftale med NEC Nijmegen og i dag flyver til Holland for at gennemgå lægetjek i den hollandske klub. Nielsen ser altså ud til at være fortid i AaB, inden transfervinduet lukker på fredag.

Omkring Augustinussen er der ikke samme hast, hvis en handel skal gå igennem, som der er med Lasse Nielsen. Transfervinduet i Norge lukker nemlig først ved udgangen af marts, så en handel kan altså være på tapetet også de kommende måneder, selv om det danske vindue lukker i morgen aften.

Hvis AaB skal have en erstatning for Thomas Augustinussen, skal de imidlertid have ham på plads inden i morgen aften. Medmindre altså de kan finde en erstatning på markedet for transferfrie spillere.

Hverken Augustinussens agent John Sivebæk eller IK Starts sportslige leder Rune Jakobsen har kommentarer til den påståede interesse for Augustinussen.