Avis: Brøndby forbedrer kontrakttilbud til Lebogang Phiri
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Avis: Brøndby forbedrer kontrakttilbud til Lebogang Phiri

Lebogang Phiri var meldt færdig i Brøndby, men nu mener BT at vide, at sydafrikaneren fortsat kan blive forlænget med Brøndby.

Brøndby IF sagde i januar farvel til midtbanespiller Andrew Hjulsager, og så har det været spørgsmålet, om også Lebogang Phiri ville være færdig i klubben, når hans aftale udløb til sommer.

Sådan har det længe set ud, for sidst i januar kunne agent Søren Lerby fortælle, at sydafrikaneren ikke ville forlænge sin aftale med Brøndby, og at han gerne ville til New York City FC. Siden fulgte en historie fra BT for to uger siden, hvor det fremgik, at midtbanespilleren ville skifte til New York City FC på en fri transfer til sommer, men det lader altså til, at det lige var at tage munden for fuld.

I hvert fald skriver BT nu, at midtbanespilleren har et kontrakttilbud fra New York liggende, men at også Brøndby er inde i billedet, efter klubben med sportsdirektør Troels Bech i spidsen har forbedret sit kontrakttilbud og er kommet nærnere den 22-årige sydafrikaners krav. Dermed virker det ikke til at være helt usandsynligt, at Phiri kan forlænge aftalen, omend det nok stadig ser svært ud.

I forhold til min fremtid vil jeg bede jer (journalister, red.) om at tale med klubben. Jeg vil som spiller gerne fokusere på de resterende kampe, siger Lebogang Phiri til BT.

Lebogang Phiri har spillet i Brøndby siden 2013, og han står noteret for 114 Superliga-kampe. Han var søndag med til at sikre Brøndby sølvmedaljer, da det blev til 1-1 hjemme mod SønderjyskE.