Avis: Pieros Sotiriou lander i København fredag
Foto: Lars Ronbog/Getty Images
Superliga

Avis: Pieros Sotiriou lander i København fredag

FC København er meget tæt på at købe angriberen Pieros Sotirou i APOEL. Han lander i Danmark på fredag, skriver BT.

FC København kan være tæt på at lande sommerens første transfer.

Tidligere på dagen kunne tipsbladet.dk referere fra det græske medie Sport24, at APOEL-angriberen Pieros Sotiriou er i søgelyset hos de danske mestre, og nu melder BT, at cypriotien lander i Danmark på fredag for at se nærmere på forholdene i FC København.

Dermed kan handlen mellem APOEL og FC København falde på plads inden for få dage.

Ifølge BT er FC København og APOEL, der trænes af dansk-spanske Thomas Christansen, nået til enighed om en pris på mellem 18,75 og 22,5 millioner kroner. Dermed ser Pieros Sotiriou altså ud til at blive en dyr transfer for Ståle Solbakken og co.

Den 24-årige angriber har i denne sæson scoret 16 mål i 23 ligakampe på Cypern. Desuden scorede han mod netop FC København i Champions League-kvalifikationen tidligere på sæsonen.