Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Randers og SønderjyskE jagter Kadrii

Randers FC og SønderjyskE jagter Bashkim Kadrii, der er strandet i amerikanske Minnesota United.

Bashkim Kadrii har et halvt år tilbage af sin lejeaftale med Minnesota United, men amerikanerne vil gerne afskibe FC København-spilleren allerede nu. Offensivspillerens første halve år i USA er ikke forløbet efter hensigten, og derfor arbejdes der nu på at finde en løsning.

Denne løsning kan meget vel være at vende hjem til Superligaen, og ifølge Ekstra Bladet er der masser af interesse for FCK-spilleren.

Avisen skriver, at både SønderjyskE og Randers FC lurer på Bashkim Kadrii, der stadig kæmper med at komme helt i omdrejninger efter sin langvarige skade sidste år. For Minnesota United står Kadrii noteret for 11 kampe og nul scoringer.

Ekstra Bladet skriver desuden, at Mikkel Kallesøe kan være på vej væk fra Randers FC. Han skal være et emne i Viborg FF, som kan sende Jonas Kamper retur til Randers.