Avis: Van der Vaart-afklaring inden for et døgn
Foto: Christian Charisius/Polfoto
Superliga

Avis: Van der Vaart-afklaring inden for et døgn

Skal hollandske Rafael van der Vaart til FC Midtjylland? Afklaringen kommer inden for et døgn, skriver Herning Folkeblad.

Med 109 landskampe for Holland og flere år i klubber som Real Madrid og Tottenham Hotspur er det et stort navn, der har været på besøg i Herning for at overvære FC Midtjyllands kamp mod Silkeborg IF.

Men mens FC Midtjylland hårdnakket har påstået, at van der Vaart var der alene for at se fodbold, fortalte agent Alan Hvedehave mandag aften i Superliga XL på TV3 Sport 1 om forhandlinger mellem de to parter, og at han håbede på, parterne ville nå til enighed.

Snart skal der dog falde en afklaring, og ifølge Herning Folkeblad fortsætter forhandlingerne med den tidligere hollandske landsholdsspiller. Avisen skriver således, at der skal falde en afklaring om van der Vaarts fremtid inden for et døgn. Altså finder parterne ud af, om en aftale er mulig. Med i ligningen er også Real Betis, Riza Durmisis klub, hvor van der Vaart fortsat er på kontrakt.

Van der Vaarts kæreste spiller håndbold for Esbjerg, og det spiller helt sikkert ind i den 33-årige hollænders ønske om at spille for FCM, fordi de to så kan være tættere på hinanden.

FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, fortælelr til Herning Folkeblad, at han ingen kommentarer har til sagen.