Video : Tipsbladet
Benelux

Danskerklub fyrer norsk træner

Ronny Deila har fået sparket i Club Brugge, der blandt andre har Andreas Skov Olsen i truppen.

Danskerne Casper Nielsen, Andreas Skov Olsen og Philip Zinckernagel skal have ny træner i deres belgiske klub, Club Brugge.

Klubben meddeler på sin hjemmeside, at den norske træner Ronny Deila er blevet fyret som følge af skuffende resultater.

Bægeret flød således over med søndagens nederlag til midterholdet St. Truiden.

Nederlaget betyder, at Club Brugge blot er nummer fire i den belgiske Pro League med hele 19 point op til førerholdet, Royale Union Saint-Gilloise.

Bedre går det på den internationale scene, hvor Club Brugge er klar til kvartfinalerne i Conference League, hvor græske Paok er modstanderen.

I ottendedelsfinalen mod norske Molde blev avancementet sikret med 3-0 hjemme i torsdags, men det rakte altså ikke til at beholde jobbet for træneren.

Den 48-årige Deila fik blot knap ti måneder i jobbet. Han har tidligere stået i spidsen for Strømsgodset, Celtic, Vålerenga, New York City og Standard Liege.

Club Brugge er nu på jagt efter en permanent træner. Nicky Hayen fra klubbens talentakademi overtager trænerjobbet midlertidigt.

/ritzau/