2017-01-11 12:22

Hverken Brøndby eller Christian Nørgaard selv håber eller forventer, at spilleren bliver kontrakten ud til sommeren 2020.

I dag har Brøndby efter længere tids kontraktforhandlinger skrevet under på en kontraktforlængelse med den vigtige midtbanespiller Christian Nørgaard. Men for 22-årige Nørgaard var der andre interessante muligheder. Men nu koncentrere han sig om Brøndby.

Udlandet har været interessant for danskeren, der ikke har følt relevant interesse fra andre danske klubber. Han fik sin førsteprioritet.

- Det har kun været interessant. Der har ikke været noget andet i Danmark, som jeg har følt kunne være relevant overhovedet. Udenlands har der været rigtige mange meget interessante klubber og alternativer, men i sidste ende synes jeg, at det her projekt og Brøndby som klub var min førsteprioritet. Det er også derfor, at jeg har valgt at skrive, siger Christian Nørgaard efter kontraktunderskrivelsen.

På trods af kun at være 22 år gammel, har Christian Nørgaard allerede været på et udenlandseventyr. Halvandet år i tyske HSV blev det til efter skiftet fra Lyngby, hvorefter Brøndby hentede ham hjem til Danmark.

At han har forlænget med Brøndby har ikke noget at gøre med, at han allerede har været en tur i udlandet.

- Ikke det med, at jeg har været ude. Det holder mig ikke tilbage. Tværtimod. Jeg tror, at det styrker lidt, at jeg gerne vil ud igen. Men jeg er enig i, at jeg kun har været fast mand i et halvt år, og jeg synes, at det er en kort periode lige pludselig at skulle sige: ”Okay, nu er jeg klar”. Jeg tror stadig, at jeg skal præstere over en længere periode end seks måneder for at jeg kan bevise mit værd i udlandet, siger Nørgaard, som ikke vil komme ind på, hvilke ligaer, der har været interesserede i ham.

At han har valgt at forlænge med Brøndby under halvvejs i januars transfervindue har været en prioritet for Nørgaard. Det giver ro fremadrettet.

- Det synes jeg. For mig havde det lidt en betydning at få klaret det her i starten af januar, så jeg nu ved, at der ikke er så meget, jeg skal være i tvivl om de næste mange måneder. Jeg ved, at jeg i hvert på papiret er her i de næste tre og et halvt år. Det synes jeg giver en eller anden form for tryghed. Og det håber jeg også, at man kommer til at kunne se i mine præstationer, og det tror jeg også, at jeg kommer til at kunne mærke i forhold til træning og kampe.

Men at en forlængelse er kommet i hus er ikke det samme som, at midtbaneprofilen nu bliver i klubben til sommeren 2020, hvor den nye kontrakt udløber. Både han selv og klubben håber ikke, at han bliver så længe.

- Forhåbentlig ikke. Og det håber klubben heller ikke på. Den her kontrakt er jo også lavet, for at klubben kan tjene lidt flere penge og jeg kan være bedre stillet til et skifte til udlandet inden.

Der er dog en klub, der allerede nu kan fravriste Brøndby deres spiller, siger han.

- Så skulle det da være Madrid, der kom og sagde: ”Nu kan du spille her ved siden af Kroos og Modric” – så kan det da godt være, at jeg ville tilbøjelig nok til at sige ja. Men i princippet kan det være, at der til sommer kommer noget, der er jo også en EM-slutrunde. Hvis både klubben og jeg er tilfreds – men man ved aldrig. Jeg har i hvert fald commitet mig til klubben, og det er jeg rigtig, rigtig glad for.

Processen om at få forlænget kontrakten har for Christian Nørgaard været en spændende periode, hvor han har været i nærmest daglig dialog med sin agent for at få at vide, hvad Brøndby gjorde og hvad andre interesserede klubber gjorde.

Men ultimativt har han altså valgt at forlænge med den blågule klub, og i den proces har det haft betydning for ham, at han er blevet en populær skikkelse hos klubbens fans. Flere har kaldt ham for en kulturbærer, og det fornemme ord tager han gerne på sig.

På papiret har Brøndby sin kulturbærer frem sommeren 2020, men så længe skal klubbens fans ikke forvente, at de kan holde på ham.

SENESTE NYT...
OP | NED

SUPERLIGA-VIDEO