Brøndby-ejer rejser til Barcelona: Skal mødes med klub-præsident
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Brøndby-ejer rejser til Barcelona: Skal mødes med klub-præsident

Michael Laudrup-agent Bayram Tutumlu har formidlet kontakt mellem Jan Bech Andersen og FC Barcelona, så Brøndby-ejeren senere mandag lander i Spanien for at se på forholdene i den spanske klub.

Måske er det ren og sker venlighed, der gør, at FC Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu tirsdag kommer til at sidde til bords med Brøndby-ejer Jan Bech Andersen i Barcelona, måske kommer der mere ud af mødet.

Sikkert er det i hvert fald, at Jan Bech Andersen senere mandag lander i Barcelona for mandag at se på forholdene i Barcelona - primært med fokus på ungdomsakademiet - og tirsdag altså sidde til et møde med Josep Maria Bartomeu, FC Barcelonas præsident.

Det kunne Michael Laudrup-agent Bayram Tutumlu forklare på Twitter, og over for tipsbladet.dk fortæller han nu, at Bartomeu var nem at overbevise: Han er nemlig en god ven af Tutumlu.

- Jamen Bartomeu er en af mine bedste venner. Jeg fik kontakt til hr. Jan Bech Andersen og mødtes med ham i Genève, og han var meget glad for at få muligheden for at komme ned og se på Barcelona, for det er et af de store hold i verden.

- I Barcelona er Michael Laudrup en legende, og Brøndby er hans ex-klub i Danmark. Jeg håber jo, at Brøndby kan drage inspiration fra Barcelona, siger Bayram Tutumlu til tipsbladet.dk og forklarer, at Jan Bech Andersen lander i Barcelona ved 16-tiden.

Agenten skriver på Twitter, at der bliver arrangeret en opvisningskamp i Danmark og eventuelt i Barcelona, ligesom der er tale om et egentligt samarbejde, men de oplysninger har tipsbladet.dk ikke kunnet få bekræftet fra Brøndby.

Selv om det lader til kun at være et indledende møde, er Bayram Tutumlu ikke sen til at drømme stort.

- Måske kan der laves et samarbejde med ungdomsholdene og samme 'system' i Barcelona kan måske laves i Brøndby. Måske kan Barcelona sende unge spillere til Danmark og Brøndby.

- Det er ikke til at sige. Det eneste, jeg kan sige, er, at, Jan Bech Andersen er glad, Michael Laudrup er glad, og Bayram Tutumlu er glad, siger Bayram Tutumlu altså.

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra Brøndby, men klubben ønsker ikke at kommentere på historien.