Brøndby får svært ved at betale Groningens pris for Tibbling
Foto: Getty Images
Superliga

Brøndby får svært ved at betale Groningens pris for Tibbling

Brøndby IF er interesseret i at hente svenske Simon Tibbling i Groningen, men det bliver umiddelbart en dyr affære.

Alexander Zorniger leder fortsat efter midtbanespillere, og i hollandske Groningen løber en 22-årige svensk U-landsholdsspiller rundt ved navn Simon Tibbling, der interesserer klubben fra Vestegnen.

Og Simon Tibbling er formentlig også interesseret i at komme til Brøndby, hvor han igen vil få muligheden for fast spilletid, efter et år der ikke er gået som håbet.

Men et er, hvad der bliver ønsket, noget andet er, hvad der er muligt.

For det kan blive svært at få enderne til at hænge sammen i forhold til et køb af Simon Tibbling, der allerede har spillet 32 kampe for det svenske U21-landshold.

Den tidligere Djurgården-spiller er nemlig fortsat i rimelig høj kurs i Groningen, hvor han med to år igen af sin aftale med klubben ikke bliver solgt billigt. Således fortæller BT, at Simon Tibbling koster 1,25 millioner euro, hvis Groningen skal takke ja til et bud. Det svarer til cirka 9,5 millioner kroner.

Ifølge BT er Brøndbys transferbudget denne sommer på bare 3,5 millioner kroner, og det var før, klubben købte Kasper Fisker i Randers for små to millioner kroner.

Brøndby har denne sommer tilknyttet Benjamin Bellot, Kasper Fisker og Besar Halimi. Sidstnævnte på en lejeaftale.