Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-fans med hjertevarm gestus til Olsson

431 Brøndby-fans er gået sammen for at støtte Kristoffer Olsson. Det har nu ført til gaver til FC Midtjylland-spilleren og familien, men størstedelen er - i samarbejde med svenskerens familie - blevet doneret til Børnecancerfonden.

Kristoffer Olsson er i disse dage indlagt og i respirator på Århus Universitetshospital, efter han i sidste uge pådrog sig en akut opstået sygdom relateret til hjernen. 

Siden da har en masse afkroge af fodbolden sendt støtte i FC Midtjylland-stjernens retning, og når FC Midtjylland og FC København mødes fredag aften, så vil Olsson også blive hyldet i det ottende spilleminut. En hyldest, som FC København håber, at de medrejsende udefans bakker op om.

Brøndby har det her slogan, der hedder ”Stoltheden er kolossal”, og det er den bare i de her dage.

Elisabeth Bondesen
Brøndby-fan

Opbakning får Kristoffer Olsson nu fra Brøndbys fanafdeling. 431 Brøndby-fans har indsamlet 18.000 kroner på to dage, og hvad der startede med "blot" skulle være en blomst og en kurv, har pludselig vokset sig til noget meget større. Der er også en klar plan for, hvad pengene går til, og den plan har Elisabeth Bondesen, der er hjernen bag indsamlingen, og Kristoffer Olssons familie været med til. 

- Nu er det FodboldtrøjeFredag i morgen, så jeg spurgte dem (FC Midtjylland, red.), om de kunne snakke med familien, om det måske var en idé til Børnecancerfonden. Nu er det via Midtjylland hver gang, men familien har meldt tilbage, at de synes, det er en fremragende idé. Så jeg har lige overført 15.674 kroner til Børnecancerfonden i forbindelse med FodboldtrøjeFredag, siger Elisabeth Bondesen til Tipsbladet og fortsætter:

- Vi har reserveret et beløb, til når han kommer godt hjem. Vi har været inde på Interflora og fundet en stor kurv, en buket blomster og en lille bamse til hans søn og så sat det til side. Så når det bliver muligt, gør vi det stadig, og så sender vi et fint kort med, forklarer hun. 

Årsagen til, at hun ikke har sendt de gaver til familien Olsson endnu, er, at de ikke må sende de ting til et sygehus.

Da Tipsbladet fanger hende torsdag aften over telefonen, er hun stolt. Stolt af sine medfans, som viser, at der er ting, der er større end fodbolden. 

- Det er helt vildt, som Brøndby-fansene stempler sammen. Det varmer sådan mit hjerte. Brøndby har det her slogan, der hedder ”Stoltheden er kolossal”, og det er den bare i de her dage.

- Jeg blev berørt af historien. Det er ikke meningen for en ung mand på 28 i sin bedste fysiske form, at der skal ske sådan noget. Så betød klubfarverne ikke ret meget.

- Vi vil jo rigtig gerne bakke op. Vi elsker jo fodbold. Vi er fans, og vi holder med vores egne farver, men det kommer lidt i baggrunden, når der sker sådan nogle ting, slår hun fast. 

Det er via diverse Brøndby fangrupper på Facebook, at Elisabeth Bondesen har fundet medfans, som ville støtte Olsson og nu også Børnecancerfonden.