Brøndby forhandler med PSV om EM-spiller
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Brøndby forhandler med PSV om EM-spiller

Brøndby forhandler med PSV Eindhoven om forsvarsspilleren Hjörtur Hermannsson. Tipsbladet.dk har snakket med islændingens agent.

Brøndby IF er på stopperjagt i dette transfervindue, og i weekenden fik de blå-gule nedlagt det første bytte, da tyske Benedikt Röcker blev præsenteret som ny mand på Vestegnen. Men jagten fortsætter for sportsdirektør Troels Bech, og målet er at få endnu en central forsvarsspiller halet ind.

Denne mand kan Brøndby muligvis have fundet i den hollandske mesterklub PSV Eindhoven. Tribunen.com skriver, at Brøndby forhandler med PSV om 21-årige Hjörtur Hermannsson, der er aktuel ved EM for Island, men indtil videre ikke har fået spilletid ved slutrunden.

Islændingen var i fjor udlejet til IFK Göteborg, men er nu vendt tilbage til PSV Eindhoven, som dog efter alt at dømme kun bliver et pitstop for den 189 centimeter høje midtstopper.

- Der er flere klubber, der viser interesse, men jeg kan ikke kommentere på konkrete navne, siger Hjörtur Hermannssons agent, Olafur Gardarsson, til tipsbladet.dk.

Er der interesse fra klubber i Danmark?

- Måske.

Kunne Superligaen være interessant for Hjörtur?

- Igen må jeg sige måske. Alt er åben. Vi har måske noget at melde ud i løbet af ugen, lyder det fra agenten.

Hjörtur Hermannsson har spillet tre landskampe for Island, og han har aldrig fået debut for PSV Eindhoven, som han skiftede til fra Fylkir i 2012. Til gengæld har han spillet en lang række kampe i den næstbedste hollandske række.