Brøndby: Håber Spillerforeningen kommer til fornuft
Illustration
Superliga

Brøndby: Håber Spillerforeningen kommer til fornuft

En konflikt vil være ødelæggende for dansk fodbold i fremtiden, siger Brøndbys sportsdirektør Per Rud.

En konflikt ser ud til at være faretruende nær i dansk fodbold. Nu beder sportsdirektøren i Brøndby IF, Per Rud, om, at der bliver fundet en fornuftig løsning.

Hvis konflikten rammer dansk fodbold, kan det meget vel betyde, at både FCK, AAB og FC Midtjylland får meget svært ved at spille sig videre til henholdsvis Champions League og Europa League gruppespil, og det er ødelæggende for dansk fodbold, fastlår Brøndbys sportsdirektør, Per Rud:

- Den mulige konflikt vil være ødelæggende for dansk fodbolds europæiske muligheder, da vi som mindre nation har brug for alle de point, vi kan skrabe sammen i europæiske turneringer. 

Per Rud fortæller videre, at konflikten også vil være ødelæggende for de andre hold i ligaen, som ikke skal spille mere europæisk fodbold i denne sæson:

- Det er ingen hemmelighed, at vi i Brøndby har en ambition om at spille europæisk fodbold hvert år. For at kunne nå det mål og forhåbentlig komme i et gruppespil på et tidspunkt, har vi brug for, at de øvrige danske hold skaber så gode resultater som muligt ude i Europa.

Derfor fortæller Per Rud, at han håber en løsning er nær, så konsekvenserne bliver minimale for de danske hold:

- Jeg håber, at Spillerforeningen kommer til fornuft, så der bliver indgået en tidssvarende og klar aftale, inden det er for sent. Hvis en konflikt betyder europæisk fiasko for de danske hold, er det ikke kun spillerne og fansene, det går ud over, siger han afslutningsvis til Brøndbys hjemmeside.