Brøndby jubler over Kahlenbergs klarmelding
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Brøndby jubler over Kahlenbergs klarmelding

Brøndby-anfører Thomas Kahlenberg er tilbage og kan få spilletid mod FC København. Til glæde for resten af Brøndby-truppen.

32-årige Thomas Kahlenberg fik en halv time mod Holbæk i onsdagens pokalopgør, som Brøndby vandt med 7-0. På det tidspunkt, hvor klubanføreren kom på banen, var opgøret allerede afgjort, men alligevel er der rigtig stor glæde over at have "Kalle" tilbage.

Midtbaneprofilen har siddet ude med en skade i hoften, som han under kniven for at få bugt med, og med comebacket mod Holbæk, er han også i spil til kampen mod FC København. Noget, der vækker glæde i truppen.

- Det er super fedt, at han er tilbage. Så du ham på træningsbanen i dag (i går, red.)? Han så skarp ud, siger Thomas Frank til tipsbladet.dk uden at ville løfte sløret for, om Kahlenberg skal spille i kampen.

Også fra den tidligere Liverpool-profil Daniel Agger er der glæde over at have sin makker og holdkammerat gennem to perioder tilbage.

- For ethvert hold handler det om at have sine bedste spillere klar, og at "Kalle" er klar, er kun godt. Han er en af de bedste her, og vi ved alle, hvilken kvalitet bringer til holdet, siger Daniel Agger.

Midtbanespilleren er selvsagt glad for at være tilbage i aktion, og han sætter pris på, at der blandt holdet er rosende ord til kaptajnen.

- Det var lidt en milepæl i mit forløb at få spilletid og være tilbage i kamp. Det har været nogle lange, seje måneder. Siden jeg blev opereret, har jeg haft en god fornemmelse, og kroppen har reageret godt.

- At føle sig værdsat er altid rart. Jeg er super glad for at være her i klubben, og jeg har gjort alt, hvad jeg kan, for at blive hurtigt klar igen og være så fit som muligt. Nu glæder jeg mig til at betale tilbage og give noget igen til holdet og klubben, siger han.

Thomas Kahlenberg har spillet 141 Superliga-kampe for Brøndby - han har tidligere repræsenteret Auxerre, Wolfsburg og Evian, hvor han var på en lejeaftale.