Superliga

Brøndby: Nul billetter til FCK-kampe

FC København stillede Brøndby et ultimatum efter balladen i Parken i efterårets kamp, der endte i voldsom ballade og hærværk.

Efterårets udekampe indeholdt for Brøndbys vedkommende en lang række
episoder, hvor fansene skabte uroligheder ved at affyre pyroteknik, og
det værste tilfælde var netop i Parken mod FC København i september,
hvor afbrændte sæder og andet massivt hærværk løb op i en regning på
600.000 kroner. Den voldsomme ballade blandt de gæstende Brøndby-fans
medførte også slagsmål med kontrollører og politiet og endte med en
historisk høj bøde fra DBU's disciplinærudvalg på 200.000 kroner til
Brøndby.

- Efter den kamp blev vi direkte meddelt fra både FC
København og DBU, at vi måtte gøre noget for at undgå lignende tilfælde i
fremtiden. Hvis ikke vi selv handlede på det, ville det resultere i, at
vi ingen billetter får til fremtidige kampe i Parken, siger Emil
Bakkendorff til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Her er Brøndbys unikke billetsystem

-
Det har vi selvfølgelig ingen interesse i. Vi har hele tiden søgt at
finde en løsning på de problemer, vi har oplevet til vores udekampe, og
har gennem længere tid søgt at gøre det ved at opfordre fansene til
loyalitet og selvjustits. Vi må erkende, at det ikke har haft den håbede
effekt, og derfor har vi været nødsaget til at komme med andre
løsninger.

Beklager fan-kritik
Brøndby præsentede tirsdag derfor et nyt og unikt billetsystem til den sæsonens første udekamp - 20 marts mod FC København i Parken. For at kunne købe billet den kamp, skal man som Brøndby-fan være medlem af den officielle fanklub, have sæsonkort eller være medlem af andre af klubbens loyalitetsklubber. Ud over det skal man lade sin finger scanne ved billetkøb og igen scannes ved indgangen til Parken på selve kampdagen.

Det nye initiativ er er taget i et forsøg på at minimere adgang til de ballademager, der i efteråret skabte masser af uroligheder ved klubbens udekampe.

Brøndbys officielle fanklub har tidligere torsdag stillet sig som modstander af tiltaget med henvisning til, at fingerscanningen kriminaliserer fansene. Tidligere på ugen opfordrede andre grupperinger af Brøndby-fans til direkte at boykotte kampen på grund af det nye system.

Brøndbys sikkerhedschef, der har været med til at skabe det nye og unikke billetsystem beklager modstanden blandt fansene.

- Det er meget beklageligt, at fansene stiller sig som modstander. Det er kedeligt, hvis de fravælger at støtte spillerne og klubben, som er hvad det hele handler om, siger Emil Bakkendorff til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Brøndby Support kritiserer Brøndby

- Det er trist og ærgerligt, at det kan gå ud over spillerne, som har brug for fansenes støtte. Vi tager det selvfølgelig til efterretning, men vi er også i en situation, hvor vi bliver nødt til at forholde os til, hvad der foregår og tidligere er sket.

- Det nytter ikke noget, at vi lever i en fantasi-verden. Vi bliver nødt til at se på realiteterne, og de er, at hvis ikke selv vi gør noget for at undgå balladen til vores udekampe, ville det ende med, at andre ville diktere os, siger sikkerhedschefen.

Ingen kriminalisering
Kritikken fra både Brøndby Support og fansenes andre grupperinger går blandt andet i retning af fingerscannningen, hvilket ifølge fansene giver et kriminaliserende signal i retning af alle, der ønsker at komme til kampen i Parken 20. marts.

- Jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogen, der ikke har lyst til at lade sig scanne ved billetkøb og så igen på kampdagen. Det må være op til folk selv at afgøre, om man ønsker det. Men vi mener ikke, at det på nogen som helst måde drejer sig om at kriminalisere nogen, siger Emil Bakkendorff.

- Det handler om, at vi gerne vil forsøge at udelukke de få mennesker, der ødelægger det for de mange, som gerne vil støtte holdet på fredelig vis. Det er forkert at dreje debatten over på, om nogen bliver kriminaliseret. Scanningen af fingeren bliver ikke hængt op på personoplysninger. Der er tale om en anonym scanning, som skal sikre, at personen, der vil ind i Parken er den samme, som har købt billetten.

- Sker det, at der alligevel kommer ballade blandt vores fans, er det ikke sådan, at vi kan gå tilbage til scanningen og finde navn og adresse på billetkøberen. Derfor kan vi heller ikke garantere, at der ikke er nogen, der smugler et romerlys med ind på stadion.

LÆS OGSÅ: Brøndby-fans boykotter FCK-kampen

- Vi ønsker at være sikre på, at de fans, der kommer til kampen ved at være medlem af en af loyalitetsklubberne signalerer, at de kan lide Brøndby IF og de moralske regler, der følger med, lyder det fra Emil Bakkendorff.

Diskotekerne registrerer
Systemet med at fingerscanne er inspireret af, hvordan det foregår på flere diskoteker rundt om i landet. Her er det kutyme, at man ved indgangen dels afleverer personoplysninger og lader sin finger scanne. På den måde kan diskoteket koble fingerscanningen til personoplysninger og dermed i fremtiden nægte gæsten adgang om nødvendigt.

Brøndby har fravalgt at registrere personoplysningerne til fingerscanningen og har tjekket fremgangsmåden ved Datatilsynet, så der ikke sker overtrædelse af persondataloven. Og indtil videre er der kun tale om en test af systemet i forbindelse med udekampen mod FC København.

- Det er selvfølgelig meget beklageligt, at der er nogen, der opfordrer til at boykotte kampen. Det eneste vi ønsker er, at der kommer så mange som muligt og støtter vores spillere, siger Emil Bakkendorf.

Brøndby har i forbindelse med det nye system fået tildelt 1.500 billetter til kampen i Parken 20. marts.