Brøndby og FCK delte på anden sal
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Brøndby og FCK delte på anden sal

Et forfærdeligt derby med et utal af lange bolde og nærkampe endte 0-0.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

To gange i denne sæson har FC København fået skovlen under arvefjenderne fra Brøndby, så der var revanche på spil anden påskedag på den københavnske Vestegn. De fleste kan stadig huske FC Københavns 3-1-sejr for godt halvanden måned siden. Det var en fantastisk fodboldkamp med to gode fodboldhold i Telia Parken.

Kampen anden påskedag blev et skoleeksempel på, hvad en elendig bane kan gøre ved samme to gode fodboldhold. Den kan udrydde alt, der hedder flot fodboldspil - eller bare fodboldspil i det hele taget - og veksle 3-1 til 0-0. Det stod der nemlig på måltavlen i samtlige 90 minutter i mandagens kamp.

Første halvleg var chanceløs som i ordets bogstaveligste forstand. Ikke en eneste gang var der reel fare på færde foran Lukas Hradecky og Stephan Andersen, og det gjorde det til en meget tam forestilling at kigge på. Mest dramatisk var det, da Ferhan Hasani måske blev snydt for et straffespark.

Opgøret rummede den sædvanlige derby-intensitet både på- og udenfor banen, men spillemæssigt var det tæt på elendigt for begge mandskaber. Det er dog svært at skyde skylden på de to mandskaber. Banen i Brøndby indbyder ikke til andet end lange bolde, og det kom kampen i den grad til at lide under.

Det betød også, at de fire midterforsvarere Martin Albrechtsen, Daniel Agger, som var tilbage for Brøndby, Mathias Zanka Jørgensen og Mikael Antonsson havde så mange hovedstød, at de må have hovedpine og susen for ørerne helt til på fredag.

Med så mange lange og høje bolde fik man især syn for, hvem der har en god teknik på de to mandskaber. I den forbindelse var det værd at bemærke, at især Steve De Ridder, der afløste en karantæneramt Nicolai Jørgensen, i den grad ved, hvordan man skal behærske en fodbold. Men offensivspilleren blev aldrig rigtig farlig.

Fem minutter inde i anden halvleg kom der for første gang noget, der mindede om en chance. Johan Larsson lagde et hjørnespark ind i panden på Daniel Agger, der headede et stykke forbi mål. Hvis man troede, det blev startskuddet til chancerige 45 minutter, tog man dog fejl. Anden halvleg mindede til forveksling om første halvleg.

Derfor var det ganske retvisende, at sæsonens sidste derby endte uden chancer og uden mål.