Brøndby Supporters Trust vil have Jan Bech ud
Foto: David Tiemroth/tipsbladet.dk
Superliga

Brøndby Supporters Trust vil have Jan Bech ud

Jan Bech Andersen har handlet imod værdierne i Brøndby IF, og bør gå af, mener Brøndby Supporters Trust.

Alt er kaos for tiden i Brøndby IF. I Alka Superligaen går det svingende og ujævnt for klubben, der dog også på de indre linjer har store problemer. Senest kom det frem, at Brøndby-boss Jan Bech Andersen under et dæknavn havde brugt klubbens fan-forum til at komme med kontante angreb på nu tidligere træner Thomas Frank samt en del af ledelsen. 

Det har kostet hoveder, men Jan Bech Andersen er fortsat at finde som vigtig brik i Brøndby. Det er dog et dårligt valg. Det mener Brøndby Supporters Trust, der selv har en plads i bestyrelsen. Her mener man, at Jan Bech Andersen bør gå af: 

- Det er for os uacceptabelt, at man som bestyrelsesformand i Brøndby IF stiller spørgsmålstegn ved centrale medarbejderes ansættelsesforhold, at man røber fortrolige oplysninger om transfersummer og at man igangsætter en underlødig kritik af tidligere medarbejdere. Det strider også imod de værdier vi mener, at Brøndby IF som fodboldklub skal være kendt for, skriver foreningen ifølge Jylland-Posten og fortsætter: 
 
- Jans handlinger strider grundlæggende mod de værdier, som vi ser i Brøndby. Hvis der ikke skal være nogen over klubben, kan vi ikke se andre løsninger, end at Jan skal forlade sin post. Det vil vi fortsat kæmpe for, om vi så skal smides ud af bestyrelsen, udtaler formand, Frederik Gjørup Nielsen overfor avisen. 
 
Jan Bech Andersen har selv meldt, at han ikke ønsker at forlade sin post i Brøndby IF.