Superliga

Cesar Santin til Kalmar i 2013?

Cesar Santin vender tilbage til Kalmar i sommeren 2013. Det indikerer FC København-spilleren på det kraftigste.

Det er i FC København, at Cesar Santin for alvor har fået mulighed for at vise sine kvaliteter på den helt store scene, men havde det ikke været for fire gode år i svenske Kalmar, havde den danske mesterklub næppe fået øjnene op for den brasilianske angriber.

Dermed kan Cesar Santin, der er i gang med sin fjerde sæson i FC København, takke Kalmar for meget af den succes, han har oplevet i den danske hovedstad. Men et tak er tilsyneladende ikke nok for Cesar Santin - han vil også betale tilbage. Derfor afslører han nu, at han en dag vender tilbage til den svenske klub - formentlig efter næste sæson.

- Vi er på vej mod det fjerde mesterskab, og det betyder, at jeg får chancen for at spille Champions League en gang til. Det er, hvad jeg er indstillet på lige nu. Nu handler det om at vinde ligaen igen. Men jeg lover at spille et par sæsoner mere i Kalmar. Det er helt sikkert, siger Cesar Santin til FotbollDirekt.se og fortsætter:

- Fansene skal vide, at jeg virkelig gerne vil spille i Kalmar igen. Jeg følger klubbens kampe på internettet så ofte, jeg kan. Hvis klubben vil have det, lover jeg at vende tilbage. Den nye arena er sej og en af de bedste i Sverige. Den vil jeg opleve som spiller.

31-årige Cesar Santin er på kontrakt i FC København i endnu en sæson, men derefter vender brasilianeren formentlig "hjem" til Kalmar, hvor hans datter i øvrigt bor. Angriberen står noteret for 105 kampe og 31 scoringer for den svenske klub.