Thomas Dalgaard skiftede i sommeren 2014 til Heerenveen, og det var en angriber fuld af selvtillid, der skrev under på en tre-årig kontrakt med hollænderne og overtog det legendariske nummer 9, som blandt andre Jon Dahl Tomasson, Bas Dost, Klaas-Jan Huntelaar og Marcus Allbäck har båret i klubben.
Opholdet i tulipanlandet blev dog på ingen måde en succes for Dalgaard, der ikke formåede at score et eneste mål, inden han en gang for alle forlod klubben i sommer. Og når han ser tilbage på sin tid i Heerenveen, tænker han, at han muligvis tog munden for fuld.
- Jeg var måske ikke god nok. Jeg kunne godt have gjort det bedre, men det var ikke let at være i den situation, når man er 30. Det var uheldigt, men jeg har ikke fortrudt, siger Thomas Dalgaard til Hard Gras.
Den tidligere Superliga-topscorer blev i februar 2015 udlejet til OB fra Heerenveen, inden han forud for denne sæson skiftede permanent til SønderjyskE.