Daniel Christensen ikke tilbudt ny SønderjyskE- kontrakt
Illustration
Superliga

Daniel Christensen ikke tilbudt ny SønderjyskE- kontrakt

Der er kun et halvt år, til Daniel Christensens kontrakt med SønderjyskE udløber, men han er endnu ikke blevet tilbudt en ny. Klubben skal først have afklaret sin Superliga-fremtid.

Når man er bundhold, kan det sommetider være svært at planlægge langsigtet. Man ved ikke, om man også spiller i Superligaen i næste sæson, og derfor bliver kontraktforhandlinger med spillere nødt til at vente.

Det er tilfældet for SønderjyskE, der kæmper for livet i landets bedste række, og som ikke har tilbudt profilen Daniel Christensen en ny aftale. Det kommer først efter sæsonen.

- Det er ikke afklaret. Vi forhandler ikke kontrakt, men det er noget, vi tager løbende. Fokus er på at redde klubben i Superligaen, og så må kontrakten komme derefter. Det er som de andre år: klubben er tilbageholdende med at forlænge, fordi de ved ikke, om den vil overleve, så det kommer nok først efter sidste spilledag, siger Daniel Christensen til tipsbladet.dk.

En ting er klubben, noget andet er spilleren. For rykker SønderjyskE ned, er det ikke vildt attraktivt for 25-årige ”DC” at spille 1. division efter tre sæsoner som fast mand i landets bedste række. Han vil ikke afvise at forlænge med klubben, selvom de måtte rykke ned, men tanken om et år på anden klasse huer ham heller ikke.

- Det er selvfølgelig ikke at foretrække. Jeg vil gerne spille på så højt niveau som muligt, men det er svært at sige. Både klubben og jeg skal ville det, så nu må vi se. Det er ikke der, mit fokus ligger lige nu, siger han.

Med under et halvt år til kontraktudløb må andre klubber gerne henvende sig til SønderjyskE's alsidige venstrebensspiller, men det har de ikke gjort endnu. Hvis de har, ved Daniel Christensen i hvert fald ikke noget om det.

- Nej, ikke så vidt jeg ved. Det har jeg andre til at styre, så det tænker jeg ikke på. Hvis der kommer noget, må jeg jo kigge på det til den tid, siger han.