Video : Tipsbladet
Superliga

Daniel Wass: Vi elsker ham

Brøndbys målhelt Yuito Suzuki høster masser af roser efter sin pragtpræstation mod FC Midtjylland.

BRØNDBY (Tipsbladet): Yuito Suzuki var hovednavnet i Brøndbys hårdttilkæmpede sejr over FC Midtjylland. Japaneren scorede begge hjemmeholdets mål - det ene flottere end det andet - i sejren på 2-1.

Bagefter kampen var offensivspilleren naturligt nok et stort samtaleemne, og her var der kun roser til overs fra hans holdkammerater.

- Han har bare nogle kvaliteter, som mange andre ikke har i den her liga. Han har et meget lavt tyngdepunkt, den måde han vender af på og sparker den ind med både højre og venstre, så han har nogle kvaliteter, siger Daniel Wass, der bakkes op af sin cheftræner.

- Det er jo en enorm stærk præstation, vi ser i dag (søndag, red.). Det handler ikke kun om de to fantastisk flotte mål. Det handler også om mange andre ting. Hans teknik, balance og det, at han kommer ind og ud af nærkampe med bolden, hans accelerationsevne og evnen til hele tiden at true modstanderen, siger Jesper Sørensen og tilføjer:

- Vi har set et potentiale fra start og tænkt, at her er noget særligt sammenlignet med det, vi normalt ser i Superligaen. Det har givet os troen på, at han skulle spille, og at vi skulle investere den tid i ham, så han kunne blive en fast del af holdet.

Faktisk var Yuito Suzuki en smule forkølet gående ind til opgøret mod FCM, men det var ikke ligefrem noget, der hæmmede ham. Han stjal rampelyset, selvom han ikke nødvendigvis er den, der ønsker at stå forrest på scenen.

- Han er en meget beskeden mand, så vi prøver at sætte lidt fut i ham, siger Daniel Wass, der sammen med holdkammeraterne ville have ham ud at fejre scoringerne med tilskuerne.

Foto: Alamy

Bagefter opgøret var hele holdet også henne for at lykønske ham, og det gør Brøndby-holdkammeraterne fordi, de gerne vil tage hånd om Yuito Suzuki, der har skullet lære et nyt land, kultur og sprog at kende, siden han kom til sidste sommer.

- Han er gammel nok til at kunne klare sig selv, så han skal ikke have en babysitter. Han kan godt snakke engelsk og kommunikerer på engelsk. Så der er ikke nogen sprogbarriere, og vi har det sjovt. Han er en sød dreng, og vi elsker ham rigtig højt i omklædningsrummet. Han er kommet ind i alles hjerter, og vi har alle sammen spurgt ham, om hans familie var på tribunen, så det er fint, at han også kan uden, siger Daniel Wass.

Midtbanegeneralen henviser til kampen mod Silkeborg IF, hvor Yuito Suzuki scorede hattrick, mens familien var på plads på Brøndby Stadion. Søndag var der dog også besøg fra en person, der må formodes at have relation til Brøndby-spilleren.

Tv-billederne panorerede i hvert fald straks hen på en jublende Yuito Suzuki-fan efter en af hans scoringer.

- Alt tæller. De skal bare komme, korrigerede Daniel Wass sig selv med et grin.

En anden der har hjulpet Yuito Suzuki med at falde godt til er Sean Klaiber. Han fortæller efter sejren over FC Midtjylland, hvordan de to bruger meget tid sammen blandt andet med ekstra øvelser på træningsbanen.

- Vi spiller på den samme side, så han er min parter. Så vi bliver nødt til at tale sammen, og så laver vi også en masse ekstra træningsøvelser sammen. Jeg forsøger at holde ham fokuseret. Han er en playmaker-type, og nogle gange kan den slags typer godt falde lidt ud, men jeg vil have, at han skal være der hele tiden.

Foto: Alamy

De to har også fundet hinanden gennem japansk gestikulering. Det beviste duoen ved Yuito Suzukis scoring til 2-0, hvor de bukkede foran hinanden, som altså er en måde at hilse på i Japan.

- Det er den måde japanske mennesker siger hej til hinanden, så vi gør altid sådan, siger Sean Klaiber og tilføjer:

- Jeg har spillet med andre japanere, og de har lært mig det. Jeg ved, de siger hej på den måde, så vi har gjort det en gang tidligere, og nu gør vi det bare hele tiden.

Sejren over FC Midtjylland betyder samtidig, at Brøndby IF nu er alene i spidsen med tre point ned til "Ulvene". FC København er seks point efter, og det samme pointantal fra Brøndby kan FC Nordsjælland komme på, hvis de sejrer over AGF mandag aften.

Sean Klaiber mener dog ikke, at der er nogen førsteudfordrer til Superligaens øverste placering.

- Jeg er for selvsikker, så jeg vil sige: "Ingen." Jeg kan lide den måde, vi spiller på, klubben og alle som er en del af det her. Vi er så stærke som gruppe, siger Sean Klaiber og tilføjer:

- Vi er nummer et, og det er vi af en grund. Men vi skal være til stede hvert minut, for vi kan ikke tillade os at indkassere nemme mål som i dag, for så bliver det svært at vinde mesterskabet. Men jeg mener, at alle kan se, at vi er bejlere til guldet.