David Nielsen vil bruge rivaliseringen positivt
Christian Klindt Sølbeck/Polfoto
Superliga

David Nielsen vil bruge rivaliseringen positivt

Når Lyngby BK fredag tager imod FC Nordsjælland på Lyngby Stadion, er det ikke bare en ny Superligakamp for klubberne. Følelserne stikker dybt de to klubber imellem.

Cheftræner David Nielsen har prøvet at spille mange intense opgør som fodboldspiller. Med kampe for klubber som Wimbledon og FC København ved han, hvordan rivalisering føles, og det er den følelse, han vil bruge til noget positivt i lokalopgøret mod FC Nordsjælland i morgen.

- Vi ser altid frem til alle kampe, men det er klart, at der er noget specielt over at møde rækkens store, traditionsrige klubber og så lokalrivalerne, som FC Nordsjælland jo er her i Superligaen. Vi skal selvfølgelig bruge rivaliseringen positivt til at finde det rette spændingsniveau, men vigtigst af alt skal vi fokusere på at lykkes med vores egne ting, lyder det fra David Nielsen til klubbens hjemmeside.

Forsvarsgeneralen Mathias Tauber meldes tvivlsom til kampen, men derudover står resten af Lyngby-truppen til rådighed for David Nielsen.