Divisionsforeningen om Superligaen: Seer- og tilskuertallene skal op
Claus Thomsen til højre. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Divisionsforeningen om Superligaen: Seer- og tilskuertallene skal op

Den danske Superliga står ikke foran en ny strukturændring, men der er brug for flere seere foran skærmen og på stadion, påpeger direktør Claus Thomsen fra Divisionsforeningen.

TV-stationerne vil allerede nu have ændret den Superliga-struktur, der i sommer for første gang betød, at der var 14 hold i dansk fodbolds bedste række.

En ny ændring er dog ikke lige på bedding, fordi klubberne i dansk fodbold først vil evaluere efter to sæsoner med 14 hold og en ny struktur, men klubberne har nu alligevel besluttet sig for at holde et møde, skriver BT.

På mødet skal de blandt andet se på, hvordan kvaliteten af ligaen kan løftes.

Først i 2021 udløber den tv-aftale, som er indgået, og selv om stationerne altså er fremme med trusler om, at rettighederne fremover vil være færre millioner kroner værd, hvis der ikke kommer en ændring, løber den nuværende aftale altså fire år endnu.

Men det er selvsagt også i klubbernes og Divisionsforeningens interesse, at alt omkring dansk fodbolds bedste række løftes, selv om Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen, ikke allerede nu vil tage stilling til truslerne fra Divisionsforeningen.

- Vi må se. Det må bero på den strategiske værdi, Superligaen har i markedet på det tidspunkt, vi igen skal sælges. Det bestemmes af seertal og andre ting. Vores ønske er, at så mange mennesker som muligt følger Superligaen, og derfor lægger vi selvfølgelig utrolig stor vægt på, at vi også skal have seertallene op - ligesom vi skal have tilskuertallene op.

- Det handler om at få sat gang i den positive spiral, og der plejer at være en én-til-én-sammenhæng. Når vi stiger i tilskuertal, stiger vi også i seertal. Selvfølgelig gør det indtryk, når rettighedshaverne siger sådan, men det er for tidligt at sige så meget, når rettighederne løber til 2021, siger Claus Thomsen til BT.

BT skriver, at der i dag betales cirka 350 millioner kroner om året for rettighederne til Superligaen.