Dommer holder fast i sin kontroversielle kendelse: Der var straffe til Esbjerg
foto: Mathias Svold/Polfoto
Superliga

Dommer holder fast i sin kontroversielle kendelse: Der var straffe til Esbjerg

Dommer Dennis Mogensen er fortsat sikker på, at der skulle dømmes straffespark til Esbjerg i overtiden mod Hobro.

Dennis Mogensen blev i den grad kampens midtpunkt, da han dybt inde i kampens dømte straffespark til Esbjerg. Vestjyderne udlignede til 2-2, og efter kampen følte Hobros spillere og træner sig bortdømt. Blandt andet blev den kontroversielle kendelse kaldt en skandale af Hobros træner, Jonas Dal.

Efter at have set tv-billederne føler Dennis Mogensen sig dog fortsat sikker på, at Jonas Brix-Damborg begik straffespark for Hobro.

- Fra min vinkel ser jeg bolden ramme Jonas Brix-Damborgs venstre overarm og dermed blokerer boldens vej mod mål. Derfor er der hands, straffespark og advarsel til Damborg.  Jeg synes, jeg havde en god vinkel, og jeg synes også, at det bliver bekræftet på tv-billederne. Jeg kan ikke se noget entydigt, der skulle bevise, at han ikke rammer den med armen, siger Dennis Mogensen til TV 3 Sport 1.

Mads Justesen og Thomas Mogensen fra Hobro brokkede sig efterfølgende så kraftigt over dommerkendelsen, at de begge fik en advarsel. 

Med pointdelingen mellem de to hold betyder det, at Hobro fortsat ligger sidst med fem point, mens Esbjerg ligger næstsidst med 10 point.