Durmisi efter hektisk forår: Andre muligheder end Brøndby
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Durmisi efter hektisk forår: Andre muligheder end Brøndby

Riza Durmisi er klar til at se på andre muligheder, hvis han ikke kan blive enig med Brøndby om en forlængelse.

Det har været et begivenhedsrigt halvår for Riza Durmisi i Brøndby. 
 
Han indledte foråret som reserve efter Patrick Da Silva i kampen om venstre back, men erobrede siden pladsen tilbage og fik et regulært gennembrud i Superligaen, der kulminerede med A-landsholdsdebut og udtagelse til U/21-landsholdet i denne uge. 
 
Riza Durmisi ser tilbage på foråret, der har givet ham ny energi.
 
- Det var en svær periode (tiden på bænken, red.), men det er første gang, at jeg prøvede at sidde ude i mere end tre kampe i træk. Det havde jeg aldrig før prøvet under Thomas. Jeg har været meget professionel. Jeg har arbejdet endnu hårdere, og når chancen var der, ville jeg sørge for at gribe den. Jeg har sørget for at træne godt, så jeg var klar, når chancen kom. Jeg har set på det positivt. Det har overraskende nok også hjulpet mig at sidde på bænken. Det har givet ny energi. Det har givet mig nyt blod. Det har resulteret i, at jeg er blevet udtaget til både U/21-landsholdet og A-landsholdet, siger Riza Durmisi til tipsbladet.dk.
 
Riza Durmisi mener, at han nu er førstevalg på venstre back i Brøndby, mens der stadig er hård konkurrence på U/21-landsholdet.
 
- I Brøndby føler jeg, at jeg sidder godt på pladsen, selvom Patrick presser mig. Det er med til at udvikle os begge to. Silva fik også debut på U/21-landsholdet, og det havde han fortjent, men jeg mener, at pladsen er min i Brøndby. På U/21 er der hård konkurrence, og Jonas har været førstevalg på det seneste, men jeg føler sgu, at jeg aldrig har været tættere på en startopstilling. Jeg kommer med selvtillid, og jeg er klar til at spille, siger Riza Durmisi. 
 
Og hvad så med fremtiden. Han har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2016, og det er ikke sikkert, at den bliver forlænget. 
 
- Jeg koncentrerer mig om landsholdet nu, men hvis jeg skal sætte et par ord på det, så håber jeg, at vi kan blive enige om en forlængelse. Hvis vi ikke kan det, må jeg se på andre muligheder. Landet ligger sådan, at jeg har sagt til Brøndby, at vi lige sætter den på stand by. Jeg vil gerne fokuserer på U/21, og så må vi se på det, når jeg kommer tilbage. Hvis vi ikke kan blive enige, må vi se, hvad der så kan ske, siger Durmisi. 
 
Riza Durmisi fik torsdag aften hele anden halvleg på banen, da det danske U/21-landshold spillede 2-2 mod Sverige i sidste testkamp inden U/21-EM.